Fortsæt til indhold
Kultur

Han kunne opretholde en glimrende karriere ved blot at rejse fra kirke til kirke og spille det ene nummer ved begravelser

Andreas Odbjerg har på få år udviklet sig til en af landets største popstjerner. Vi har fulgt ham backstage på hans aktuelle turné og besøgt ham i hans sommerhus for at tale om anmeldelser, berømmelse, begravelser og diagnoser.

21. marts 2024

Så er det tid til at parkere fordommene.

Der er hverken Jack Daniels på is, baner med kokain eller vilkårlig rasering af inventar i dette backstagelokale.

Faktisk er der bemærkelsesværdigt roligt.

Mens publikum venter spændt foran scenen i den fyldte koncertsal inde ved siden af, sidder Andreas Odbjerg afslappet i sin hættetrøje, drikker Red Bull og spiller Fifa.

»Jeg har brug for en sejr,« bemærker han.

Det meste af ventetiden backstage blev fordrevet med at spille Fifa på Playstation. Foto: Joachim Ladefoged

Med en halv time til koncertstart lunter sangeren ind i omklædningsrummet, smider bukserne og læser om cykelsport på sin telefon, mens han mekanisk tager imod tøjet, som hans stylist rækker ham.

Han er ikke nervøs, forsikrer han og sætter sig med en ukulele og varmer stemmen op:

Skrid

Jeg eksploderer

Hvis nogen be’r mig om at gøre mer’

Kl. 20.57 samler han sit band i en rundkreds.

»Ikke for kæphøje,« instruerer han.

»Husk aftaler og tekster, det kan ikke gå galt.«