Nyhedsværten lod minister være tavs
Lasse Sjørslev har været med fra TV 2 News' begyndelse. I dag er han fast vært på programmet "Go Aften live". Den 8. februar fylder journalisten 50 år.
Der er tv-journalister, hvis ansigter er så velkendte hos seerne, at de kan synes, at reporteren altid har været der.
Den kategori tilhører Lasse Sjørslev, der fylder 50 år den 8. februar.
Han begyndte på TV 2, få måneder før News gik i luften i 2006, og dermed var han en af de livereportere, som seerne på nyhedskanalen stiftede bekendtskab med fra begyndelsen.