Al den alkohol

December er ikke kun årets mørkeste måned. Det er også den vådeste. Det er den tid på året, hvor vi drikker mest.

I sidste uge lagde vi arm med vintermørket, i denne uge kaster vi lys på den danske drukkultur.

Den opmærksomme læser vil nok huske, at vi tidligere i år interviewede skuespilleren Thomas Bo Larsen, der fortalte åbent om sit voldsomme alkoholmisbrug. Og måske vil samme læser spørge, hvorfor vi nu skriver om alkohol igen.

Svaret på det spørgsmål er egentlig enkelt: Det gør vi, fordi alkohol på godt og på ondt er vævet ind i vores kultur. Og derfor evig aktuel at forholde os til. Som jeg selv skrev på denne side, da vi bragte interviewet med Thomas Bo Larsen:

»De fleste af os drikker. Ikke nødvendigvis meget eller hver dag. Men vi er en nation af fritidsalkoholikere. Det siger statistikkerne i hvert fald, og spørger man sociologer, antropologer og andre eksperter, kan de samstemmende berette om en kultur, der forbinder de fleste af tilværelsens lyse stunder med alkohol.«

For Thomas Bo Larsen var alkohol ikke bare noget, han indimellem fik for meget af. Det var en stor og fast del af hans hverdag. Han var alkoholiker.

Det er Anna von Sperling ikke. Men den 50-årige journalist og bogaktuelle forfatter har ligesom mange andre følt, at hun i perioder har drukket for meget. Fra ungdommens festdruk til voksenlivets fyraftensdruk. Plus det løse fritidsdruk.

Det sidste tog overhånd, da Anna von Sperling for nogle år siden ligesom mange andre blev sendt hjem af coronaen og pludselig skulle gå på arbejde i sin egen lejlighed. Snart begyndte hun at trisse rundt i halvnusset nattøj, mens hun drak af sit yndlingsglas, et rummeligt et af slagsen, som holdt antallet af påfyldninger nede på et tåleligt niveau. På kort tid gik drikkeriet fra at være noget uskyldigt og sjovt til noget alvorligt og potentielt tragisk.

Som Anna von Sperling selv siger i dagens interview i JP Bøger:

»Jeg var blevet voksen, jeg havde fået et barn, jeg havde mistet min mor, arbejdet blev i tiltagende grad noget, der bare skulle klares, og på et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var begyndt at bruge alkoholen som benzin for at kunne sætte det ene ben foran det andet.«

Den følelse er der sikkert mange, som genkender. Eller måske genkender de den hos en ven, en kollega, en forælder eller noget helt fjerde. Mange lever med et overforbrug af alkohol, uden at det stikker helt af.

»Det er svært at komme med et klart svar på, hvornår et forbrug glider over i misbrug. Hvornår går alkohol fra at være noget, der løfter ens liv, til at blive noget, der ødelægger det?« som en anden forfatter, Kristian Ditlev Jensen, sagde til mig for et par år siden, da han var aktuel bogen ”Bar”, der udfolder hans eget alkoholmisbrug.

Den nu tørlagte forfatter møder jævnligt folk, der kigger ham dybt i øjnene, mens de stiller ham et spørgsmål, som de håber, han kan svare på, fordi han ikke længere drikker. De spørger: ”Hvornår drikker man for meget?”

Og som Kristian Ditlev Jensen sagde, da jeg interviewede ham:

»Jeg stillede engang en AA’er det samme spørgsmål, og han svarede klogt: ”Det gør man, når man spørger sig selv og andre om, hvornår man drikker for meget.”«

Det er et godt og tankevækkende svar.