Jeanette Varberg fik med grovfilen, da hun fik kræft
Arkæologen Jeanette Varberg har været igennem det værste år i sit liv, men kan nu se enden på en barsk behandling for brystkræft. Sygdommen fik hende til at lade være med at udsætte vigtige ting, som hun skal nå, inden hun dør, fortæller hun i en artikelserie, hvor Jyllands-Posten spørger en række danskere om, hvad de har på deres såkaldte træskoliste.
Gør man sig nogle tanker om livet og døden, når man ud af det blå får diagnosen brystkræft?
Det gør man helt sikkert, siger Jeanette Varberg, der selv fik diagnosen i februar. Først vil den 45-årige arkæolog og museumsinspektør ved Nationalmuseet derfor gerne sige, at det nu går okay helbredsmæssigt.
»Altså, jeg fik de sidste stråler på Skejby Sygehus i sidste uge. Jeg har fået den helt store pakke med 16 kemobehandlinger og fulgt op af stråler. Jeg har fået det, de kalder for grovfilen på Skejby. Jeg havde en meget stor knude, og der er risiko for, at kræften vender tilbage. Så jo skrappere kuren er, jo mere minimeres risikoen for tilbagefald. Jeg har virkelig været syg, men jeg bad selv om det: Giv mig, hvad I har, for jeg har tænkt mig at blive her længe endnu. Jeg fik den sidste gang kemo den 12. september, så nu begynder jeg at kunne sige hej til mine skægstubbe af nogle øjenbryn.«
Men der var også komplikationer undervejs.