Fortsæt til indhold
Kultur

Først og fremmest er han kendt som rebel

95 år: Tennisspiller, musikskribent, kunstner, tænker og rebel. Kært barn har mange titler, og nu fylder rebellen Torben Ulrich 95 år.

Tilbage i 1960’erne havde Torben Ulrich kvalificeret sig til DM-finalen i tennis. Der var bare lige et problem. VM-finalen i fodbold startede kl. 15, og Ulrichs tenniskamp startede klokken 13.30.

Hvad gør man så, når man egentligt hellere vil se fodbold end vinde det danske mesterskab?

Et par minutter før fodboldkampen blev fløjtet i gang, sagde Torben Ulrich tak for kampen til modstanderen Carl Edvard Hedelund, der dermed blev dansk mester.

Trangen til at rive folks forventninger op med roden har formet Torben Ulrichs lange liv. I 1943, som bare 14-årig, flygtede Torben Ulrich til Sverige med forældrene, der havde jødisk ophav.

Faren, Einer Ulrich, var tennisspiller, og Torben Ulrich fulgte siden i hans fodspor.

Tenniskarrieren startede tidligt og sluttede sent. Som 48-årig lå han i toppen på mændenes verdensrangliste for tennisspillere over 45 år.

Han har også brugt tid på sit virke som musikskribent, musiker, kunstner, forfatter og meget mere.

Nu bor han i Californien med sin hustru, Molly Martin, i et hus, der er købt for sønnen Lars Ulrichs penge. Lars Ulrich er trommeslager i succesbandet Metallica.

Gæster tager han først imod efter kl. 14, kan man læse sig til i en stor artikel om Torben Ulrich i forbindelse med hans 90-års fødselsdag. Her udgav han samtidig en bog om sit livs tankegods, og Politiken besøgte ham på bjerget i Californien.

Her fortalte han også, at han ikke er bange for døden, og at han savner et oprør, hvor vi begraver noget. Hvad der skal gøres oprør med, er sådan set underordnet, lød det dengang fra Torben Ulrich. Det vigtigste er, at det finder sted.

»Men man kunne jo forestille sig, at vi ville frigøre os fra det tvingende tryk om, at man skal være med på moden,« sagde rebellen, der nu fylder 95 år. /ritzau/