Fortsæt til indhold
Kultur

»Det her handler ikke om mig, det handler om alle de kvinder, der bliver slået ihjel«

Politiken-journalist Line Vaaben og retsmediciner Asser Hedegård Thomsen er nomineret til Jyllands-Postens faglitteraturpris for bogen ”En forudsigelig forbrydelse – Kvindedrab i Danmark".

Hvordan opstod idéen til bogen ”En forudsigelig forbrydelse – Kvindedrab i Danmark”, som du – sammen med retsmediciner Asser Hedegård Thomsen – er nomineret for?

»Da Asser Hedegård Thomsen – som led i sin ph.d. – i 2019 publicerede sit første store forskningsprojekt om drab i Danmark, brugte jeg det som afsæt til en artikelserie i Politiken. Serien blev nomineret til en Cavlingpris, og da vi stod en sen nattetime – efter ikke at have vundet prisen – blev vi enige om at skrive en bog. Selvom Assers forskningsprojekter handler om alle former for drab, valgte vi, at bogens fokus skulle ligge på drab på kvinder, da vi så et stort potentiale i forhold til debat og forebyggelse. Når vi taler om drab i Danmark, så handler det alt for ofte om mænd, som dræber mænd i eksempelvis bandekonflikter. Drab, der bliver begået i offentlige rum, bandemedlemmer, som skyder hinanden på gader og stræder, det kan vi forholde os til. Faktum er bare, at 75 pct. af alle drab på kvinder bliver begået i nære relationer, i hjemmet, af ægtemænd, kærester, fædre, brødre og sønner. Det taler vi bare ikke så meget om, for det foregår jo i privatsfæren, og der mener nogen, at man skal holde sig fra at gribe ind. En anden myte er, at det, man er ude for i private rammer, er man nok medskyldig i. Det er det, som man med et moderne udtryk kalder victim blaming