Fortsæt til indhold
Kultur

Retten giver medhold til to mænd, der har anklaget Michael Jackson for seksuelle overgreb

De to mænd, som anklagede Michael Jackson for seksuelle overgreb i dokumentaren "Leaving Neverland", har nu mulighed for at genoptage deres søgsmål mod den afdøde musiker, har en domstol afgjort.

En domstol i Californien dømte fredag til fordel for to mænd, der i årevis har anklaget Michael Jackson for seksuelle overgreb og grooming.

Retssagerne mod den afdødes sangers bo er blevet afvist ad to omgange, men er nu blevet genoptaget og kan dermed komme for retten. Det skriver CNN.

De to mænd, Wade Robson og James Safechuck, sagsøgte Michael Jacksons bo for første gang i henholdsvis 2013 og 2014. Sagen blev bredt kendt i offentligheden, da de var med i dokumentarfilmen ”Leaving Neverland”, hvor de beskrev deres anklager i detaljer.

Begge hævder, at musikeren, som de kom i kontakt med af arbejdsrelaterede årsager, forgreb sig på dem seksuelt, da de var børn, hvilket især skulle være foregået på ranchen Neverland, som Michael Jackson ejede frem til sin død i 2009.

En retssag på baggrund af anklagerne blev i 2021 afvist for anden gang med begrundelsen om, at Michael Jacksons virksomheder MJJ Productions Inc. og MJJ Ventures Inc., som han var ene ejer og aktionær af, ikke kunne forventes at beskytte børn på samme måde, som det må forventes af eksempelvis spejderorganisationer eller kirker.

Det er denne afgørelse, som en appeldomstol i Californien nu har omgjort. Wade Robson og James Safechucks advokat siger ifølge CNN, at de to mænd nu ser frem til at få sagen for retten..

Jonathan Steinsapir, som er advokat for Michael Jacksons bo, siger ifølge CNN:

»Vi er skuffede over rettens beslutning. Vi er stadigvæk fuldstændig overbeviste om, at Michael er uskyldig.«