Festivalen på fjerde sandrevle, som blev anklaget for tyveri
Det begyndte med Anders ”Anden” Matthesen i et nedlagt vandland og 140 begejstrede fans foran Nephew. Som tidevand skyller tusindvis af festivalgæster fra fredag ind over en lille ø i Vadehavet til en festival, der opstod i hjertet på en tilflytter.
På en populær vadehavsø med op til 47 daglige færgeafgange er der mange muligheder for, at noget slipper ud.
For eksempel forlydendet om en udsolgt festival: Fanø Vesterland, hvor tv-journalisten med den sprøde stemme og de empatiske spørgsmål Anders Agger er fast mand som talkshowvært, og festivalgæster har chancen for nærværende oplevelser. Som da Tina Dickow i fjor først sang på scenen og derefter tog en vagt i ølteltet som bartender.