Dirigent fik nok af mobiltelefoner og stoppede koncert – to gange
En canadisk dirigent fik nok af publikums dårlige maner og afbrød sin egen koncert.
»Kan vi ikke leve uden telefonen i en eneste forbandet time?« spurgte Yannick Nézet-Séguin ud til et flovt publikum.
Yannick Nézet-Séguin er dirigent for Philadelphia Orchestra, og han havde netop afbrudt opførelsen af Bruckners symfoni nummer ni.
Det skriver Philadelphia Inquirer.
Den første afbrydelse kom omkring et minut inde i tredje sats, hvor der er en stille passage. Den canadiske dirigent stoppede satsen og genstartede efter en kort pause.
Orkesteret var nået til nogenlunde samme sted i satsen, da endnu en ringetone fra publikum fik Yannick Nézet-Séguin til at afbryde stykket og bande over publikum.
Dirigenten gav derefter publikum en opsang og fortalte, at folk var kommet for at få en speciel oplevelse, og at telefonen måtte vente til efter koncerten.
»Vi sætter pris på, at der er kommet en ny type publikum, og vi prøver at uddanne dem til at forstå, at der er en kraft i at være sammen i et øjebliks stilhed og i et øjeblik af fuld fokus på musikken,« sagde den 48-årige Yannick Nézet-Séguin til Philadelphia Inquirer efterfølgende.
Flere rock- og popkunstnere har forbudt mobiltelefoner til deres koncerter. Da Bob Dylan senest spillede i Royal Arena, blev publikum bedt om at efterlade telefonen ved indgangen. Jack White, John Mayer, Madonna, Beyonce og Adele har indført lignende forbud, fordi de er frustrerede over, at nogle koncertgængere forstyrrer koncerterne for andre publikummer.
Efter den klassiske koncert i Philadelphia brød jublen ud blandt publikum.
»Jeg har en følelse af, at alle var endnu mere fokuserede efter afbrydelserne, for det virkede, som om bifaldet var mere begejstret end sædvanligt,« sagde Yannick Nézet-Séguin.