»Jeg ville så gerne være en pige. Det føltes rigtigt dengang«
Lægerne er blevet mere tilbageholdende med at udskrive hormonbehandling til et stigende antal af unge, der henvender sig, fordi de ønsker at skifte køn. Det kommer unge som Bastian Grønne Sand til gode, men efterlader andre som Max Storm Hansen i frustration.
Spejlet reflekterer en slank skikkelse med lange arme, der stikker ud af en oversized, hvid t-shirt. Brune krøller i skulderlængde indrammer et ungt ansigt med lyseblå øjne. Mens blikket er rettet mod spejlbilledet, presser begge hænder ind på strubehovedet. Stemmebåndene vibrerer og udsender skiftevis dybe og lyse toner.
Kroppen tilhører Bastian Grønne Sand. Snart vil den begynde at producere testosteron, og barnekroppen vil gå i puberteten. De elastiske bånd i struben, der definerer, hvordan hans stemme lyder, vil vokse sig længere og gøre hans toneleje permanent dybere. Selvom det ligger i Bastians dna, forekommer det ham alt andet end naturligt.