Fortsæt til indhold
Kultur

»Jeg håber, at vi efterlader meget mere end stjernerne, når vi engang lukker«

Hele verden holder øje med Rasmus Munk. På kort tid er den danske stjernekok fra gourmetrestauranten Alchemist blevet internationalt berømt for at servere mad, der udstiller de problemer, som udfordrer verden. Og han er ikke færdig med at skubbe til udviklingen. Tværtimod.

Han kan stadig huske følelsen. Den kriblende fornemmelse i kroppen, når han skubbede glasdøren op til den lokale McDonald’s i Randers og trådte indenfor i den fedtede dunst af friture på en fredag aften. Den brusende lyd af frisklavet sodavand fra automaten bag disken og udsigten til tavlerne med kulørte billeder af burgerrestaurantens faste tilbud.

Han elskede synet af cheeseburgerens gule hjørner af smeltet ost og pomfritternes gyldne skorpe. Og når maden var udleveret, og familien havde fundet sig et ledigt bord, kunne han næsten smage den kolde cola, som om lidt ville tage turen op gennem sugerøret.

På den måde har Rasmus Munk altid været glad for mad.

Men dengang var der næppe nogen, der kunne forestille sig, at den buttede dreng med det rødblonde hår en dag ville ende som international stjernekok. Mindst af alt drengen selv. Han skulle bare have sulten stillet og elskede de populære burgermenuers enkle smag af salt og sukker.