Fortsæt til indhold
Kultur

Simon Jul: »Tænk, at jeg har fået lov til at hærge tre generationer – det er jo ikke fair for nogen«

Musik, satire, tv, radio og mad. Med en gennemsnitlig arbejdsuge på den gode side af 80 timer har Simon Jul ikke haft tid til at stoppe op. Ikke før nu, hvor han i showet "Så langt, så godt" ser tilbage på de seneste 25 år i underholdningsbranchen.

Vi begynder med at spole tiden 25 år tilbage.

Dengang var Simon Jul 20 år og netop blevet udvalgt blandt tusindvis af unge til Danmarks Radios talenthold sammen med Andrea Elisabeth Rudolph, Signe Muusmann og Adam Duvå Hall. Her skulle de fire gennemgå et udviklingsforløb og træde i fodsporene på journalister som Mikael Bertelsen og Mads Brügger.

»Jeg tror egentlig, at jeg kom ind ved et tilfælde,« siger Simon Jul smilende. »Alle de andre ville være den nye Tine Bryld og havde løsningen på alle typer ungdomsproblemer. Men ikke mig. Jeg gjorde bare tingene på min egen måde.«