To nye litteraturpriser fandt deres vindere: »Det er en kæmpe anerkendelse af et stort arbejde«

Jyllands-Postens Fond uddelte fredag for første gang sine to nyindstiftede litteraturpriser.

Artiklens øverste billede
»I en tid, hvor vi står i ikke bare én, men flere store kriser, kan litteraturen leverer den dybe, frie tænkning,« sagde forfatter Josefine Klougart i sin takketale. Foto: Kim Frost

Med jazz som underlægning, gensynskram og grin krydret med en vis portion spænding var der skabt salonstemning i Jyllands-Postens hovedsæde på havnen i Aarhus.

Her uddelte Jyllands-Postens Fond for første gang sine to nyindstiftede litteraturpriser. Fra scenen blev forfatter Josefine Klougart afsløret som vinder af den skønlitterære pris, mens historiker og forfatter Claus Bundgård Christensen modtog prisen for årets bedste faglitterære bog.

Med far og mor, tre børn, en søster og en niece i den fyldte sal var det en stor og særlig oplevelse for Josefine Klougart at blive udråbt til vinder for sin skønlitterære roman ”Alt dette kunne du få”. En roman som bl.a. er en slægtskrønike med fortællinger om moderskab, søsterskab, natur og kultur.

Prismodtager Josefine Klougart med sønnen Bjørn på 10 måneder på armen. Foto: Kim Frost
Kulturredaktør på Jyllands-Posten, Louise Pettersson, overrakte skønlitteraturprisen til Josefine Klougart. Foto: Kim Frost

»Jeg er meget beæret og meget overrasket, og så har jeg altså ikke forberedt en takketale. Så det bliver impro-stil,« sagde Josefine Klougart og betalte alligevel tilbage med en misundelsesværdig, improviseret håndholdt hyldest til den fri, sanselige litteraturs rolle i samfundet.

»Litteraturen kan flytte os. Fordi det er særlig erkendelsesform, der sætter os i stand til at tænke nyt. I en tid, hvor vi står i ikke bare én, men flere store kriser, kan litteraturen leverer den dybe, frie tænkning, som kan skabe det, Alexander Baumgarten (tysk filosof, red.) kaldte den hvirvlende tænkning, hvor vi bruger alle vores sanser. Det, der sætter os i stand til at tænke nyt.«

Video: Benny Kjølhede

Giver arbejdsro

På det mere konkrete plan glæder Klougart sig både over flere aspekter af Jyllands-Postens nye priser. Hun har skrevet på bogen i fem år.

»Det er en kæmpe anerkendelse af et stort arbejde. Det er ikke nogen hemmelighed, at man som forfatter ikke har nogen fast indtægt. Så det betragtelige pengebeløb, der følger med, giver arbejdsro, så jeg kan fordybe mig i nye projekter,« sagde hun.

Med begge priser følger 150.000 kr. til hver af de to forfattere.

Claus Bundgård Christensen vandt den faglitterære pris. Foto: Kim Frost

De luner også hos Claus Bundgård Christensen.

»Jeg er umådelig glad og skulle nok have brugt turen i toget på en takketale i stedet for at rette de studerendes opgaver,« sagde Claus Bundgård Christensen, der udover forfatter til daglig er associeret professor på RUC.

»Og så glæder det mig, at der er kommet en pris, som bidrager til at sætte endnu mere fokus på faglitteraturen herhjemme.«

En betragtning, som medlem af både bestyrelsen i Jyllands-Postens Fond og den faglitterære jury, Jeanette Varberg, er enig i.

»Faglitteraturen er i vækst. Der skrives flere og flere faglitterære bøger, som har flere og flere læsere. Så en anerkendelse af bøger, som gør os klogere på samfundet, politik, historie, videnskab og så videre er vigtig. I fonden vil vi gerne sætte en streg under, at faglitteraturen er lige så vigtig som de skønlitterære bøger. Derfor er de to priser sidestillet,« siger Jeanette Varberg, der til daglig er museumsinspektør på Nationalmuseet og selv forfatter.

»Claus Bundgård Christensen vandt i et stærkt felt med fremragende bøger. Claus Bundgård Christensen fortæller os en historie, vi ikke kendte. Jeg troede, det var umuligt at finde ud af mere om Anden Verdenskrig. Men det lykkes ham. Tilmed med en historie, der trækker tråde til nutiden, fordi bogen om den ukendte danske nazist Wilfred Pedersen handler om radikalisering. Den enorme research har taget ham mange steder hen, og kilderne har været ekstremt svære. Alligevel er det lykkes at skrive et værk, som er fuldkomment, hvor man som læser ikke føler, at der mangler noget. Så det er en kæmpe bedrift,« siger Jeanette Varberg.

Hvorfor er det vigtigt med nye litteraturpriser?

»Vi har nogle meget dygtige forfattere i Danmark og et meget lille sprogområde. Så at være forfatter i Danmark er faktisk svært. Men undersøgelser viser også, at der er rigtig mange læsere i Danmark, og at vi læser mere og mere. Så at hylde de mennesker, der sætter sig ved computeren, selv om de ved, at de måske ikke når oplag på 100.000 bøger, men alligevel giver sig tid til at give os oplevelser og viden i bogform; Det er vigtigt,« siger Jeanette Varberg.

Inspiration til læseklubben

»Det er også på sin plads, at Jyllands-Posten med et lørdagstillæg om bøger, som går så meget i dybden med litteratur, og sloganet ”Hvis du vil vide mere”, indstifter priserne. Journalistik, som er Jyllands-Postens fundament, bæres af det skrevne ord, og priserne er også en hyldest til det skrevne ord,« siger Jeanette Varberg.

Omkring 100 gæster – forlagsrepræsentanter, forfattere, branchefolk og læsere – deltog i prisuddelingen i Jyllands-Postens mediehus på havnen i Aarhus. Foto: Kim Frost

I salen blandt forfattere og forlæggere, fondsbestyrelsesmedlemmer og repræsentanter for Jyllands-Posten stod to af de passionerede læsere. Lisbeth Dietz og Karen Olsen fra Aarhus havde som abonnenter takket ja til tilbuddet om at deltage i prisoverrækkelsen.

»Vi er del af en læseklub med seks venner. Vi har 10 års jubilæum og syntes, det kunne være spændende at opleve en bogprisoverrækkelse,« siger Lisbeth Dietz.

I deres læseklub har de kun læst en af de 10 nominerede bøger; Iben Mondrups ”Vittu”.

»Den var vi begejstrede for. Vi har også læst den tanzanianske Nobelpris-vinder Abdulrazak Gurnah. Den var ingen af os specielt vilde med. Vi forstod den ikke rigtig,« siger Karen Olsen, der sammen med sin læseklubsmakker var inspireret efter prisoverrækkelserne.

»Jeg tror, vi skal hjem med to nye forslag til kommende bøger i klubben,« siger Karen Olsen.

Jeanette Varberg glædede sig efterfølgende over, at så mange havde valgt at deltage – og over endelig at kunne både afsløre og hylde prismodtagerne.

»Selv om vi bevæger os væk fra coronatid, har jeg det stadig sådan, at bare det, at vi må samles og fejre noget, er stort i sig selv. At det så er litteraturen, det gør prisuddelingerne i dag endnu større.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.