Anika Barkan vil fjerne hverdagens glasur og åbne folks øjne for ulighed og diskrimination
Aktuelt portræt: Efter Anika Barkan indvirkede i DR's dokumentar "Spies og morgenbolledamerne" og fortalte søsteren Heidis voldsomme livshistorie, har hun haft travlt. Men det er okay. For Anika Barkan lever for at skabe engagement og debat. Også i sit virke som scenekunstner.
»I krydsfeltet mellem scenekunst og socialt engagement.«
Sådan beskriver den 49-årige Anika Barkan sit arbejdsliv som scenekunstner, hvor hun dykker ned i tabubelagte emner, som mange danskerne har berøringsangst over for.
»Jeg har altid set mig selv som et meget engageret menneske. I det arbejderklassemiljø, hvor jeg er vokset op, blev der gjort en stor dyd ud af at engagere sig i fællesskabet, sin samtid og politisk. Det har været med mig lige siden,« fortæller hun.
Senest har det manifesteret sig i hendes medvirken i DR’s dokumentar ”Spies og morgenbolledamerne”, hvor Anika Barkan fortæller om den barske skæbne, som hendes 11 år ældre storesøster Heidi led, da hun efter at have været piccoline og ”morgenbolledame” hos rejsekongen Spies, blev ”luksusluder”, kom ud i et narkomisbrug og døde af aids som 25-årig.