Fortsæt til indhold
Kultur

Han fortsatte succeshistorien og delte vandene

60 år søndag: Den svenske forfatter David Lagercrantz står blandt andet bag fortsættelsen af Stieg Larssons Millennium-trilogi og en biografi om Zlatan.

Millioner af læsere verden over elskede den svenske forfatter Stieg Larssons tre bøger om det umage makkerpar journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Zalander.

Forfatteren selv døde i 2004, kort tid før det første bind skulle udgives, og han nåede derfor aldrig selv at opleve den enorme succes, bøgerne fik.

Men forlaget bag succestrilogien ville ikke snyde læserne for en fortsættelse og hyrede en anden forfatter til at skive videre i Larssons univers.

Det blev den svenske forfatter David Lagercrantz, der i 2013 fik den opgave.

Det delte vandene at fortsætte serien efter forfatterens død. Forlaget fik hård kritik. Især fra Stieg Larssons efterladte kæreste.

»Det værste er, hvor ked af det Stieg ville have været. Han lod aldrig nogen arbejde på sine litterære tekster. Han ville have været rasende,« sagde hun i 2015 til det franske nyhedsbureau AFP op mod udgivelsen.

Men bogen udkom og fik titlen ”Det der ikke slår dig ihjel”. Siden udkom yderligere to bind. Tilsyneladende tilgav mange Millennium-fans både forlag og forfatter.

Bøgerne endte som bestsellere, og Lagercrantz har da også fået anerkendelse for sit solide håndværk.

Selv har forfatteren fortalt, at det var med ærefrygt, at han sagde ja til opgaven, som han var klar over, ville vække modstand hos nogle.

»Naturligvis vidste jeg, at nogle ville knurre, når en anden forfatter skrev videre på Stieg Larssons Millennium-bøger. Men jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at reaktionen ville blive så hadefuld,« sagde han i et interview, der blev bragt i Avisen Danmark i 2017.

Han afviste samtidig, at fortsættelsen af serien kun handlede om at tjene penge.

»Jeg ville prøve, om det var muligt at overtage en stor forfatters idé og persongalleri og digte videre på den,« sagde han.

David Lagercrantz er født og opvokset i Stockholm.

Han er søn af Olof Lagercrantz, en meget kendt svensk forfatter, chefredaktør og kulturpersonlighed, som døde i 2011.

David Lagercrantz har læst filosofi og religion på universitetet, men blev siden uddannet journalist og har arbejdet på flere medier med kriminalstof.

Han debuterede som forfatter i 1997 med en bog om Göran Kropps bestigning af Mount Everest.

Siden fulgte flere romaner og biografien om fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic fra 2011, som også er blevet en bestseller og er solgt i hele verden.

Den ellers roste bog fik han dog også kritik for, da det kom frem, at den udelukkende byggede på skriftlige kilder.

David Lagercrantz er gift og har tre børn.

/ritzau/