Forfatter Søren Mau: »Fuck Jyllands-Posten!«
Den anerkendte forfatter Søren Mau udtrykker utilfredshed med, at hans bog "Stum tvang" er blevet indstillet til Jyllands-Postens faglitterære pris. Han ser dog en mulighed for at kunne bruge pengeprisen, der følger med, på noget godt, hvis han vinder.
Forfatter Søren Mau tyede til Twitter for at udtrykke både frustration og glæde over, at hans bog ”Stum tvang” er indstillet til Jyllands-Postens faglitterære pris, hvor vinderen modtager 150.000 kr.
I første tweet i tråden skriver Søren Mau, at »det er ret akavet at blive indstillet til en pris af sine politiske fjender«, og begrunder sin utilfredshed med Jyllands-Posten:
»Hvad JP først og fremmest er: en politisk fjende, der gennem historien konsekvent har stået på den forkerte side, og som i de seneste ret mange år især har spillet en vigtig rolle i udbredelsen af den racisme, der gennemsyrer det danske samfund. Hvis JP lukkede i morgen, ville verden være et bedre sted,« skriver han på Twitter.
Jeg har en formodning om, at der blandt dem, der har indstillet mig til prisen, findes personer, der ikke deler JP's reaktionære politiske horisont, og i det omfang indstillingen afspejler deres anerkendelse, er jeg oprigtigt glad og taknemmelig.Søren Mau, forfatter
Han anerkender dog også, at det udvalg, som indstiller bøgerne, nødvendigvis ikke har samme højreorienterede politiske holdninger, som han mener, at Jyllands-Posten har, og takker de personer for indstillingen.
Søren Mau sætter dog spørgsmålstegn ved, om hans værk misbruges:
»Hvad hvis den her pris i praksis blot kommer til at fungere som en reklamekampagne? Hvad hvis mit navn på den liste blot er med til at give et indtryk af politisk diversitet, der tilslører, at prisen styrker en højreorienteret institution?,« skriver han på Twitter og slutter tråden med et simpelt »Fuck Jyllands-Posten!«.
Derudover: fuck Jyllands-Posten! 9/9https://t.co/uS1rmKXLjc
— Søren Mau (@sorenmau) June 29, 2022
Trækker ikke indstilling tilbage
Jyllands-Posten har stillet Søren Mau en række spørgsmål, som han har besvaret på mail.
Hvad gør du, hvis du vinder prisen og de 150.000 kr.?
»Så vil jeg sørge for, at pengene bliver kanaliseret videre til politiske projekter, der bekæmper kapitalisme, racisme, fascisme, økologisk ødelæggelse, sexisme og/eller andre former for undertrykkelse.«
I opslaget på Twitter giver du udtryk for, at du frygter, at dit navn og din bog kan være en form for reklame og give et indtryk af politisk diversitet hos JP – som du er uenig i eksisterer. Skal du så ikke bare have trukket din bog tilbage fra indstillingen?
»Nej, jeg trækker mig ikke fra indstillingen, for hvis jeg vinder prisen, tror jeg, at det vil gøre mere gavn at kanalisere pengene videre til relevante politiske projekter.«
Hvis der er højreorienterede personer, som faktisk synes som din bog, skriver du, at du ser det som en svaghed – kan du uddybe, hvad du mener med det? Og hvordan vil du bevæge dig væk fra den svaghed i dit arbejde?
»Hvis en højreorienteret person har læst og forstået min bog og kan lide den, betyder det, at vedkommende på en eller anden måde har været i stand til at adskille form og indhold, at abstrahere fra det politiske indhold. Hvis det er muligt, er bogens politiske intention ikke kommet stærkt nok frem. ”Stum tvang” er ikke skrevet for at overbevise højreorienterede om, at kapitalismen er noget lort, men for at bidrage til at producere politisk relevante analyser blandt alle os, der arbejder for at afskaffe kapitalismen.«
Er det ikke en god ting, at man på tværs af politiske overbevisninger kan sætte pris på bl.a. litteratur, tanker og et veludført stykke arbejde?
»Det forudsætter, at der findes apolitiske kriterier for, hvad ”veludført” betyder. Det er jeg ikke sikker på, at der gør. Og selv hvis der gør, synes jeg, at det er uvæsentligt. Hvis man roser en racist for at skrive godt, nedprioriterer man efter min mening det vigtige, nemlig den politiske konflikt.«
Tror du, at du vil kunne forene din glæde over at være indstillet til prisen med den skepsis, du har over for JP, eller vil det være umuligt?
»Jeg har en formodning om, at der blandt dem, der har indstillet mig til prisen, findes personer, der ikke deler JP’s reaktionære politiske horisont, og i det omfang indstillingen afspejler deres anerkendelse, er jeg oprigtigt glad og taknemmelig. På den måde kan jeg godt til en vis grad forene de to ting.«
Indstilling og begrundelse
Jyllands-Postens faglitterære pris på 150.000 kr. tildeles en dansk forfatter, som i et faglitterært værk gør os klogere på verden. Der vil i bedømmelsen blive lagt vægt på, at værket er velfortalt, debatskabende og fører til refleksion over den tid og det samfund, vi lever i. Især faglitteratur inden for emnerne politik, historie, samfund, videnskab, køn og identitet kommer i betragtning til prisen. Værkerne skal være udgivet i perioden den 1. juli 2021 til den 30. juni 2022.
Bøgerne er indstillet af eksterne anmeldere, og begrundelsen for indstillingen af ”Stum tvang” lyder således:
»Søren Maus ”Stum tvang” er et filosofisk-samfundsvidenskabeligt værk, der tager livtag med en række af tidens helt store spørgsmål: Ulighed, køn, race, populismens fremmarch og den verserende klimakrise. Det gør den imidlertid fra en position og med et perspektiv, der umiddelbart kan virke bedaget. ”Stum tvang” er således det mest markante genbesøg af Karl Marx’ tænkning på dansk i flere år. Det er ikke en letlæst eller populærvidenskabelig bog, men i sammenligning med 1970’ernes universitetsmarxisme er den tilgængelig og velformidlet, ligesom den rummer en solid indføring i marxismens idéhistorie. Bogens mest markante styrke er dog dens aktualisering af denne tænkning og opdaterer den til en ambitiøs, engageret og engagerende samtidsanalyse. Internationalt er interessen for Marx i disse år igen i vækst. Uanset hvad man måtte mene om det, så er ”Stum tvang” en fremragende og imponerende lærd introduktion til og eksempel på den nye marxisme og dens samtidsanalyse.«
Den faglitterære jury, som endeligt beslutter, hvilken forfatter der vinder prisen, består af:
Jeanette Varberg, forfatter, arkæolog og museumsinspektør på Nationalmuseet.
Barbara Rugholm, anmelderredaktør, litteratursiden.dk.
Søren Bitsch Christensen, stadsarkivar i Aarhus.
Torben Møldrup, redaktør, JP Bøger.
Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør, Jyllands-Posten.