Fortsæt til indhold
Kultur

Det var nysgerrigheden på andre mennesker og deres historier, der drev Lene Maria Christensen ind i skuespillerfaget

50 år: Som barn blev skuespilleren Lene Maria Christensen suget ind i handlingerne på de film og i de teaterstykker, hun så. Hun ville være en del af de menneskelige dramaer – og det blev hun. Senest spillede hun søsteren til en sindslidende kvinde i filmen "Rose". En rolle, hun gik til med en særlig ydmyghed over for familien, hvis historie værket skildrer.

»”Rose” er et meget fint værk med kærlighed, respekt og værdighed som grundtemaer. Den handler om at bære en sygdom med sig, som på én gang er en forhindring og en gave. Og om hvordan det er at være sindslidende og pårørende. Det er ikke en diagnosefilm,« fastslår skuespilleren Lene Maria Christensen.

I filmen, der havde premiere i februar, spiller hun en af hovedrollerne som Ellen – søsteren til den skizofrene Inger, som Sofie Gråbøl fortolker. Lene Maria Christensen fremhæver skuespillernes intense samarbejde med filmens instruktør og manuskriptforfatter, Niels Arden Oplev.

»Det er hans egen familie, vi portrætterer. Derfor var det en meget personlig proces. Vi blev inviteret med helt ind i familiens kerne, fik lov at spørge løs og lærte dens medlemmer rigtig godt at kende.«

Fordi filmen gengiver en virkelig historie med sårbare elementer, lå det skuespilleren særligt stærkt på sinde at præstere sit ypperste.