Vinduer og træplader holdt vandet fra udsatte vikingeskibe
Vandstanden steg ikke så meget som frygtet i Roskilde Fjord under stormen. Det hjalp Vikingeskibsmuseet.
Vikingeskibsmuseet i Roskilde er sluppet helskindet igennem stormen Malik, selv om et stort oprydningsarbejde nu venter forude.
Museets vikingeskibshal med de fem historiske vikingeskibe fra Skuldelev modstod presset fra de høje vandstande.
Det fortæller Rikke Johansen, presseansvarlig på museet, mandag.
- Vi er meget lykkelige over, at vandstanden kun nåede omkring 1,50 meter og ikke 1,80 som først varslet. Det er en gave, hver eneste centimeter der ikke stiger i Roskilde Fjord, fordi vi ligger utroligt udsat.
- Når der kommer sådan en storm, er der kun en glasvæg og en ekstra bræddevæg imellem de her tusind år gamle skibe og den frådende fjord. Men skibene har det godt, siger hun.
Vikingeskibshallen ligger lige ned til Roskilde Fjord og er derfor sikret mod høje vandstande. Den største risiko ved en storm er, at tungt drivgods potentielt kan ødelægge vinduer, så der siver vand ind.
Derfor var vikingeskibene også overdækket med et tyndt lag plastik, mens stormen stod på. Og vinduerne var beskyttet med store træplader.
Museet består ud over hallen med vikingeskibe også af en museumsø, hvor der er fokus på den nordiske bådtradition med udendørs udstillingsområder.
Museumsøen er mandag lukket, mens oprydningsarbejdet står på.
- Det er et kæmpe oprydningsarbejde. Der er mange mennesker i gang med det. Vi ved, at det kommer til at tage lidt længere tid at rydde op, end det tog at lægge det hele ud og gøre klar, siger Rikke Johansen.
Ifølge hende tog det 20-25 mand 14 timer at gøre klar til stormen ved blandt andet at lægge watertubes - store slanger, der kan holde på vandet - ud.
En af de udlagte watertubes begyndte at lække under stormen, men det gav ikke større udfordringer, lyder det fra Rikke Johansen.
Hun mener, at der er især to grunde til, hvorfor museet klarede stormen på fin vis.
- Vi har prøvet det. Det vil sige, at vi er forberedte og ved, hvad vi skal gøre. Det er nøglen til at kunne beskytte skibene.
- Og så må vi sige, at de 30 centimeter vand, vi ikke fik, er vi utroligt glade for, at vi slap for, siger Rikke Johansen.
/ritzau/