Viral video: Taliban afbrænder musikinstrumenter for øjnene af grædende musiker
På grund af Talibans udlægning af islam er kultur- og underholdningsprodukter som musik, litteratur, film, kunst og teater blevet ulovlige i Afghanistan. Det har bl.a. fået konsekvenser for en musiker, som i en viral video får afbrændt sine instrumenter.
En lokal musiker er i tårer, mens han ser sine instrumenter gå op i røg. Der er ikke tale om en ulykke, men om en bevist afbrænding fra Taliban, der efter overtagelsen af Afghanistan har forbudt kunst og kultur, herunder musik.
Ifølge den afghanske journalist Abdulhaq Omeri, er det handlingen i den video, han udgav på Twitter den 15. januar, og som sidenhen har spredt sig, så den nu i skrivende stund har opnået over 1 mio. visninger og knap 4.500 delinger.
Videoen stammer fra den afghanske provins Paktia, og udover synet af de brændende instrumenter kan man høre Taliban-soldater grine. Desuden pointere andre afghanske journalister, at Taliban-soldaterne opfordrer musikeren til at sige, »Jeg er afskum, må Gud forbande mig«.
Ifølge nyhedsmediet Vice kan man desuden høre en soldat sige, »befolkningen i området skal vide, at dette vil ske for dem, der spiller trommer og andre instrumenter.«
Da Taliban havde kontrol over landet i 1990’erne slog de hårdt ned på kulturlivet, og i et interview med The New York Times fra august 2021 sagde en Taliban-talsmand, at musik igen ville blive forbudt på offentlige steder.
»Musik er forbudt ifølge islam. Men vi håber, at vi kan overtale folk til ikke at gøre sådanne ting, i stedet for at tvinge dem,« sagde talsmand Zabihullah Mujahid.
I Afghanistan består en stor del af musiklivet af små bands bestående af sangere, trommeslagere og musikere, der spiller instrumentet harmonium - en blanding af et orgel og en harmonika. Musikerne spiller typisk til bryllupper og andre festlige begivenheder.