Jim Lyngvild bliver del af nyt museum: »Det bliver vildt, blodigt, farligt, liderligt og lystigt«
Jim Lyngvild skal stå for designet af udstillingen på et kommende oplevelses- og forskningscenter ved Vikingeborgen Borgring. Det bliver verdens første museum for den nordiske mytologi.
Han bor i en vikingeborg, han har været asatroende i årevis og opførte et asatempel i 2016. Således synes cirklen sluttet, når den kontroversielle iværksætter, fotograf og designer Jim Lyngvild skal stå for designet til verdens første museum for nordiske mytologi.
Museet bliver bygget i forbindelse med Vikingeborgen Borgring ved Køge, og skal desuden indeholde et oplevelses- og forskningscenter, når det efter planen åbner i 2024.
Det oplyser Museum Syd-Øst Danmark i en pressemeddelelse.
»Det åbner i 2024 og bliver vildt, blodigt, farligt, liderligt og lystigt,« skriver Jim Lyngvild på Facebook.
Borgring Oplevelsescenter vil berette om de danske vikingeborge med den nordiske mytologi og dens figurer som omdrejningspunkt. Udstillingen centrerer sig om den periode, hvor kristendommen skubbede asatroen ud, og den hedenske tro og dens figurer blev afløst af nye ritualer og symboler.
»Det er bl.a. denne overgang fra asatro til kristendom, som Vikingeborgen i sig selv rummer fortællingen om. Forskningen viser os, at Harald Blåtand byggede de danske ringborge som monumentale symboler i landskabet for at manifestere kongemagten og den ny kristne tro,« udtaler museumsdirektør Keld Møller Hansen.
Publikumsmagnet
På forskningscentret vil man forsøge at finde forklaringer på vikingetidens ophør og dykke ned i den nordiske mytologi. Forskningsleder ved Museum Sydøstdanmark, Jens Ulriksen, der også var med til at udgrave Vikingeborgen Borgring fra 2016 til 2018, kommer til at stå i spidsen for centret.
Udstillingen på det nye oplevelsescenter skal formidle centerets forskning og bliver »et eksperimenterende rum for debat og vidensdeling,« lyder det. Og det er her, at Jim Lyngvild visuelt skal fortolke den nordiske mytologi.
»Jim Lyngvild er vild og folkelig. Det betyder, at han kan hjælpe os med at nå vores mål på ca. 60.000 besøgende årligt. Dermed er Jim Lyngvild også med til at finansiere vores forskningscenter og forskning i vikingetid,« lyder det fra Keld Møller Hansen i pressemeddelelsen.
Jim Lyngvilds billedlige versioner af historien har sikret billetsalget til adskillige udstillinger på bl.a. Nationalmuseet, Kronborg og Museum Kolding. Men hans kreative udlægninger har givet anledning til kritik for manglende historisk korrekthed. Tidligere på året lød det eksempelvis i Berlingske fra direktøren i Den Gamle By i Aarhus, Thomas Bloch Ravn:
»Jeg vil personligt låse døren til Den Gamle By og sørge for, at han ikke kommer herind, for jeg vil ikke undergrave museets troværdighed.«
Udløste kritik af minister
Om kritikken fra fagfolk har Jim Lyngvild tidligere sagt til Jyllands-Posten:
»Når jeg laver en udstilling, er mit udgangspunkt altid at gøre folk sultne, så de får lyst til at gå hjem og læse noget mere om emnet. Når en skolemester står i klasselokalet og brøler, at nu skal du lære kongerækken, så hører du ikke efter. Der skal kun være præcis den mængde viden og fakta, der gør, at folk får lyst til at vide mere.«
For nylig skabte det også debat, da kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen lod sig afbilde som såkaldt vølve af Jim Lyngvild. En vølve er en figur i den nordiske mytologi, der kan beskrives som en form for kvindelig kultleder. Billedet var en del af en serie med kendte danskere, der poserer som vølver, til en kommende udstilling på Køge Museum.
»Man kan også sige, at hun siger ”fuck folkekirken”. Sådan kan det føles som præst,« sagde præst og forfatter Kristian Ditlev Jensen til Jyllands-Posten.
Borgring Oplevelsescenter, som er budgetteret til 50.1 mio. kr., er foreløbig støttet af Køge Kommune, A.P. Møller Fonden og Knud Højgaards Fond.
De fem vikingeborge Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg og Borgring er indstillet som Unesco-verdenskulturarv i en såkaldt serienominering. Til sommer vil Unescos verdensarvskomité træffe afgørelse om optagelse.