Fortsæt til indhold
Kultur

Partier kræver svar på, hvor de mange støttekroner til Radio Loud er blevet af: »En hån mod danske borgere, der betaler til det«

Flere partier kræver svar på, hvad de årlige 69 mio. kr., Radio Loud får fra staten, er blevet brugt til, og hvorvidt der kan kræves tilbagebetaling.

Hvor er pengene blevet af?

Det var et af de helt centrale spørgsmål, da kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen onsdag var indkaldt til åbent samråd om den udskældte Radio Loud.

»Jeg synes, det er vældig vigtigt, at vi får undersøgt, hvor de midler er havnet. Det er en hån mod danske borgere, der betaler til det,« lød det fra De Konservatives medieordfører, Birgitte Bergman.

Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt havde indkaldt til samrådet som opfølgning på et tidligere samråd, hvor daværende kulturminister Joy Mogensen skulle for at redegøre for, om Radio Loud efter hendes opfattelse levede op til betingelserne i sendetilladelsen set i lyset af public service-redegørelsen.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen viser rapporten fra Radio- og tv-nævnet, at Radio Loud ikke opfylder betingelserne. Derfor kræver en række mediepolitiske ordførere nu en redegørelse for, hvad de 69 mio. kr., som selskabet bag Radio Loud har modtaget årligt fra staten, egentlig er blevet brugt til.

Slipper for tilbagebetaling

Der blev også spurgt til, om der kan rejses et erstatningskrav mod Radio Loud, der kan resultere i en tilbagebetaling af støtte eller betaling af dagbøder for ikke at have levet op til kravene i sendetilladelsen og dermed ikke levere det produkt, som staten har bestilt og betalt for.

Det afviste kulturministeren med begrundelsen, at det ikke er praksis for Radio- og tv-nævnet at kræve erstatning, når et public service-medie ikke leverer det aftalte.

Det fik Kulturudvalgets formand, Hans Christian Schmidt fra Venstre, til at efterspørge et skriftligt svar fra kulturministeren, der afdækker, hvilken konkret lovhjemmel der ligger til grund for, at der ikke kan rejses erstatningskrav mod Radio Loud.

»Jeg vil meget gerne bede Radio- og tv-nævnet både kommentere og komme med en redegørelse på det, der efterspørges her,« lød det fra kulturministeren under samrådet, og hun tilføjede, at hun derudover vil facilitere et møde med nævnet, hvor medieordførerne får mulighed for at stille spørgsmål.