Fortsæt til indhold
Kultur

Alec Baldwin har udtalt sig efter dødeligt skud mod filmfotograf Halyna Hutchins

Alec Baldwin har nu udtalt sig offentligt efter dødsfald på filmset.

Alec Baldwin er i chok og sorg over den ulykke, der fredag kostede den 42-årig filmfotograf Halyna Hutchins livet. Det skriver Hollywood-stjernen på Twitter.

»Der er ingen ord til at beskrive mit chok og min sorg over den tragiske ulykke, der tog livet af Halyna Hutchins, en hustru, mor og dybt beundret kollega,« skriver han.

Halyna Hutchins blev dræbt sent torsdag aften under optagelserne til en ny western-film, da 63-årige Alec Baldwin affyrede et håndvåben, der fungerede som rekvisit til en scene.

»Jeg samarbejder fuldt ud med politiet for at afklare, hvordan denne tragedie kunne finde sted,« skriver Baldwin videre.

»Jeg er i kontakt med hendes (Halyna Hutchins, red.) mand og tilbyder min støtte til ham og hans familie. Mit hjerte er knust for hendes mand, deres søn og alle, der kendte og elskede Halyna.«

Joel Souza, der er instruktør på filmen, blev såret i forbindelse med episoden, men er udskrevet fra hospitalet.

Efter ulykken blev Halyna Hutchins fløjet med helikopter til hospitalet. Her blev hun erklæret død.

Baldwin er med til at producere filmen, som hedder ”Rust”, spiller også hovedrollen som karakteren Harland Rust.

Hollywood-stjernen er kendt fra et hav af film siden 1980’erne, herunder ”Jagten på Røde Oktober”, ”Pearl Harbor” og flere film i serien ”Mission Impossible”.

I de seneste år har han haft stor succes ved at spille Donald Trump i NBC’s satireprogram ”Saturday Night Live”.