En videbegærlig verdensdame er gået bort
Den tidligere højskolekvinde og kulturminister Grethe Fogh Rostbøll døde den 26. juli. Hun blev 80 år.
Danmarks forhenværende konservative kulturminister Grethe Fogh Rostbøll er død efter en periode med sygdom.
Hun vil af sin familie mindes som en videbegærlig verdensdame, der brændte for kulturen, fortæller hendes ældste søn, Martin Fogh Rostbøll.
»En meget stærk, selvstændig kvinde. Hun nåede mere end de fleste,« siger han.
Grethe Fogh Rostbøll kom til verden i 1941 og voksede op i Østjylland, hvor hendes far var gårdejer.
Kun et år efter sin studentereksamen i 1960, blev hun gift med Torben Rostbøll. Sammen var de forstandere for Ryslinge Højskole fra 1962 til 1990 og fik fire børn: Martin, Solveig, Benedikte og Christian.
Hun tog lærereksamen i 1965 og blev mag.art. i litteraturvidenskab i 1978. Samtidig begyndte hun som teater- og litteraturanmelder for Jyllands-Posten. Senere blev hun også kommentator og klummeskribent på Berlingske Tidende.
Bøgerne fyldte meget, og i sine knap 30 år som medforstander og lærer på Ryslinge Højskole satte hun gerne sine elever til at brydes med blandt andre Rodion Raskolnikov i Dostojevskijs kriminalroman.
Med sine værker om især Karen Blixens forfatterskab satte Grethe Fogh Rostbøll også sit eget præg på litteraturhistorien.
Daværende statsminister Poul Schlüter (K) hvervede i 1990 Grethe Fogh Rostbøll til posten som kulturminister.
Til det foregående folketingsvalg havde vælgerne i Skanderborg-kredsen ikke givet hende et sæde på Christiansborg, men den konservative statsminister belønnede hendes iver og engagement.
Både elite og bredde
Partifællen Per Stig Møller havde ikke selv tænkt på Grethe Fogh Rostbøll til rollen som kulturminister, men da Poul Schlüter nævnte det for ham, gav han ham fuldstændig ret i, at det var et godt valg.
»Hun var en fremragende kulturminister. Hun leverede præcis det, som Schlüter ønskede: at konservativ kulturpolitik blev opfattet som noget konstruktivt og sørgede for både elite og bredde,« siger Per Stig Møller.
Han var miljøminister, mens hun var kulturminister, og senere, da han var udenrigsminister, udnævnte han hende blandt andet til formand for Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene.
»Hun var jo meget interesseret i kultur i udlandet. Hun opholdt sig jævnligt i New York og Paris, så hun var jo international,« siger Per Stig Møller.
I sit virke som minister blev hun på trods af sit lange liv i højskoleverdenen ofte anklaget for at have en elitær indstilling til kultur.
»Der var ikke noget elitært over hende, slet ikke. Hendes opfattelse var langt, langt bredere. Hun havde ikke noget imod, at folk spillede håndbold i en svedig håndboldhal. Det sagde hende bare ikke så meget. Hun syntes ikke, at det ikke skulle eksistere,« siger Martin Fogh Rostbøll.
Da en ny regering i 1993 kom til, blev Grethe Fogh Rostbøll del af Frederiksbergs kommunalbestyrelse, hvor hun sad indtil 2010. Hun nåede dog også at blive valgt til Folketinget, som hun var medlem af mellem 1996 og 1998.
Familien oplyser, at begravelsen finder sted fra Frederiksberg Kirke tirsdag den 3. august, men at der på grund af covid-19 er begrænset plads i kirken.