Fortsæt til indhold
Kultur

Rawdah Mohamed bliver moderedaktør på Skandinavisk Vogue: »Da jeg var 16 år, kunne jeg ikke få job i en butik, fordi de var bange for, at jeg ville skræmme kunderne«

Norsk-somaliske Rawdah Mohamed er blevet udpeget som moderedaktør på Skandinavisk Vogue, som kommer på gaden første gang til august.

Hun er aktivist, model og nu også moderedaktør.

Den 29-årige norsk-somaliske Rawdah Mohamed er netop blevet udpeget som norsk moderedaktør på Skandinavisk Vogue, som udkommer til august.

Ifølge NRK er hun den første hijabbærende moderedaktør på et vestlige modemagasin.

»Det her er meget stort for mig. Da jeg var 16 år, kunne jeg ikke få job i en butik, fordi de var bange for, at jeg ville skræmme kunderne. At jeg kan gå fra det til at blive moderedaktør er meget stort. Det fylder mig med håb og kærlighed og med en tro på, at alting bliver bedre,« siger hun til det norske medie.

Rawdah Mohamed arbejdede indtil for tre år siden som sygeplejerske inden for funktionsvanskeligheder, da hun blev opdaget af en såkaldt ”scout” under modeugen i Oslo. Siden har hun arbejdet for adskillige modemagasiner og haft sin debut på catwalken. Alt sammen iført hijab.

»Det er jo min religion. Jeg går jo med hijab, når jeg er værneplejer og som privatperson på gaden. Så jeg forstår ikke, hvorfor jeg pludselig ikke skal have den på, når jeg er model, det giver jo ingen mening,« har hun tidligere sagt til norsk TV 2.

Rawdah Mohameds tydelige holdninger har gjort, at hun er blevet både influencer og aktivist. Da man i Frankrig foreslog at forbyde hijab for mindreårige tidligere på året blandede hun sig i debatten. På Instagram kunne man således se en selfie med Mohamed, der på sin udstrakte håndflade havde skrevet ordene »Hands Off My Hijab«. Et hashtag, der hurtigt spredte sig.

Den enlige mor har fortalt, at hun blev mobbet som barn pga. sin hijab, og at lærerne i skolen forsøgte at overtale hende til at droppe tørklædet for at stoppe mobningen. Det tildækkede hår har tillige kostet hende adskillige jobs.

Mohamed har tidligere understreget over for Britisk Vogue, at hendes kamp ikke kun gælder muslimske kvinders ret til at bære tørklæde. Men også gælder friheden til at vælge både sit eget køn og sin egen seksualitet.

Som moderedaktør vil hun lade nye historier og udtryksformer komme til orde, siger hun til NRK.

Skandinavisk Vogue, som vil være engelsksproget, kommer til at dække både Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland. Norge, Sverige og Danmark vil have hver sin moderedaktion og dermed også hver sin moderedaktør. Den danske moderedaktør bliver Camilla Larsson.

Artiklens emner
Vogue