Billedhuggeren Ingvar Cronhammar er død
Kunstneren blev 73 år.
Den danske billedhugger Ingvar Cronhammar er død torsdag morgen.
Det skriver Herning Folkeblad.
Ifølge avisen oplyser familien, at Ingvar Cronhammar døde af en blodprop i hjertet.
Han blev 73 år og blev i 1947 født i den svenske by Hässleholm.
Et af Cronhammars mest kendte værker er installationen ”Elia” ved Herning, der stod færdig i 2001, og blev et vartegn for den midtjyske by.
Skulpturen har været centrum for i alt tre dødsfald, det seneste i foråret 2021, hvor en håndværker i forbindelse med vedligehold af skulpturen omkom efter at have siddet fast i en af skulpturens fire tårnhøje søjler. Derudover døde en anden person i et uheld på skulpturen, mens en tredje begik selvmord fra den.
Ingvar Cronhammar blev uddannet billedhugger fra Aarhus Kunstakademi i perioden 1968 til 1971.
I 2007 blev den nu afdøde kunstner ridder af Dannebrog. Han efterlader sig ægtefællen Inger samt tre børn og syv børnebørn, skriver Herning Folkeblad.
Jyllands-Posten bragte for mindre end en uge siden et stort interview med Ingvar Cronhammar, som du kan læse her. I det fortalte han blandt andet, at han havde lavet en skitse over et gravmæle til sin kone og sig selv.