»Vi skal øve os i at tage afsked med verden, som vi kender den«
Coronakrisen er et varselskud, der minder os om styrken i de forandringer, den globale klimakrise river med sig, siger Carsten Jensen. Den samfundskritiske forfatter har skrevet et rasende kampskrift af et klimabrøl, der skal råbe en døv verden op. Og hylde hans afdøde stedsøn.
De sad i lufthavnen i Los Angeles og ventede på hver sin flyafgang. Hun skulle videre til Houston for at lave research til en ny roman. Han var på vej til Madison for at forelæse på det lokale universitet. To rejsende i ventetidens vanlige trummerum. Optaget af hverdagens flagrende samtaler om stort og småt. Alt var, som det plejede. Og ingen af dem…