Dansk Musiker Forbunds formand »undskylder og beklager« sexisme-udtalelse
Formanden for Dansk Musiker Forbund har trukket en omdiskuteret udtalelse tilbage og vil nu opfordre til en undersøgelse af seksuelle krænkelser i branchen.
Den mangeårige formand for Dansk Musiker Forbund, Anders Laursen, kom i stormvejr, da han i weekenden lod sig interviewe om sexisme i musikbranchen i Politiken. Han har nu trukket en særligt omdiskuteret udtalelse tilbage.
Avisen havde i et større tema netop bragt 97 vidnesbyrd fra branchefolk om overgreb og forskelsbehandling, og søndag kom interviewet med Anders Laursen, der har vakt debat på sociale medier.
»Vi kan ikke reducere sexisme til et problem i musikbranchen. Det er også et kulturproblem. Når musikere som Rihanna, Beyoncé og Cardi B står letpåklædte på en scene og snor sig op og ned ad hinanden, sælger de deres musik på noget andet end musikken. Den måde, nogle pladeselskaber sælger musik på, objektificerer kvinder, og det præger kulturen. Det er ikke for at legitimere seksuelle krænkelser, men det er en del af forståelsen for, hvorfor det er sådan,« sagde Anders Laursen til Politiken i interviewet, der bl.a. fik sanger Annika Aakjær til tasterne.
»Dine udtalelser er helt tonedøve,« skrev Annika Aakjær i én kommentar på DMF’s Facebook-side, mens hun i en anden kommentar uddybede sin fortolkning af formandens udsagn:
»Det, han siger, er, at fordi nogen har et bestemt kunstnerisk udtryk, så må de regne med forulempelser. Det er er den sygeste holdning, særligt fordi dem, han udtaler sig om, er ekstremt succesfulde pga. deres talent og sange! Det afslører så meget af hans kvindesyn! Og det vidner også om at han ikke forholder sig til alle de andre tilfælde af sexisme som ikke omhandler overgreb, men manglende respekt!«
Også rapper og producer Pato Siebenhaar meldte sig ind i debatten på Facebook. I en åben gruppe for musikbranchen skrev han:
»Hvad mener formanden ville være andægtig beklædning for kvinder? En slags burka? Kunne det være at kvinderne selv har valgt at tage den slags tøj på, fordi de har lyst til at have den slags tøj på? Mener formanden virkelig at fordi voksne kvinder tager seksuelt udfordrende tøj på, så er de selv skyld i, at folk krænker dem?«
Efterfølgende har formanden forsøgt at uddybe sine betragtninger om sexisme via forbundets Facebook-side. Sent mandag aften valgte han helt at trække en del af sin udtalelse fra Politiken-interviewet tilbage og beklage.
»I et Politiken interview forleden henviste jeg til navngivne kunstnere som eksempel på, at der har været tilfælde i musikhistorien, hvor enkelte pladeselskaber fra tid til anden har presset kvindelige artister til at lade sig markedsføre i en bestemt retning, som ikke nødvendigvis havde noget at gøre med disses musikalske udtryk at gøre. Jeg undskylder og beklager denne forkerte henvisning, som jeg hermed trækker tilbage,« skrev Anders Laursen i et nyt opslag.
»I interviewet var det min klare hensigt at give udtryk for den fulde erkendelse af, at de seneste ugers vidnesbyrd fra kvindelige musikere er et levende bevis på, at vi i DMF skal gå meget mere ind i sagen. Derfor vil jeg i DMF foreslå, at vi får undersøgt omfanget af seksuelle krænkelser i bredere forstand, så vi for det første kan få klarlagt og nuanceret omfanget.«