Fortsæt til indhold
Kultur

Thomas Vinterbergs nye film slog salgsrekorden for en premiereweekend

Over 100.000 danskere har siden premieren torsdag set Thomas Vinterbergs nye film, “Druk”. Det glæder direktøren for Danske Biografer, som oven på coronakrise, restriktioner og afstandskrav sukker efter flere biografgængere i landets biografer.

Godt 117.000 danskere har sprittet hænder og lænet sig tilbage i biografsædet for at se Thomas Vinterbergs nyeste film, “Druk”, siden torsdag i sidste uge, da filmen landede i de danske biografer. Det er ikke så lidt, for intet andet drama – hverken dansk eller udenlandsk – i de danske biografer har åbnet en premiereweekend med tilsvarende salgstal siden ligeledes Thomas Vinterbergs film ”Jagten”, som havde premiere i januar 2013.

”Druk” har siden torsdag i sidste uge solgt 117.682 biografbilleter inkl. snigpremierebilletter (88.966 billetter for selve premiereweekenden og 13.400 snigpremierebilletter), oplyser Nordisk Film i en pressemeddelelse.

Det er en kæmpe forløsning at kunne konstatere, at det danske biografpublikum virkelig har taget fantastisk godt imod filmen og føler sig trygge ved at gå i biografen.
Frederik Honore, direktør i Nordisk Film Distribution.

Danskerne vender tilbage

Danske biografer har som mange andre brancher lidt under coronakrisen og nedlukningen af samfundet. Tomme biografsale og skærpede afstandskrav har spændt ben for især de mindre biografer.

Thomas Vinterbergs succesfulde premiereweekend vidner dog om, at publikum er tilbage i biografsæderne, når der vises gode film. Det glæder direktør for Danske Biografer Lars Werge:

»Det beviser også, at biograferne har plads til gæster. Jeg tror, at der har været nogen, som har været tilbageholdende med at søge mod biograferne på grund af de forskellige restriktioner, men biograferne har fra dag ét været opmærksomme på restriktioner, som gør det trygt at gå i biografen. Det håber jeg, at den her fine weekend er med til at understrege over for dem, som gerne vil i biografen, men også over for myndighederne.«

Også hos filmselskabet Zentropa og Nordisk Film er glæden over premiereweekenden stor.

»Det her er en helt sensationel premiereweekend for et dansk drama. Det er en kæmpe forløsning at kunne konstatere, at det danske biografpublikum virkelig har taget fantastisk godt imod filmen og føler sig trygge ved at gå i biografen. Der er godt styr på sikkerheden og restriktioner i landets biografer og dertil masser af sale, der viser ”Druk”, for at efterkomme den store efterspørgsel,« skriver direktøren i Nordisk Film Distribution, Frederik Honore, i en pressemeddelelse.

Tiltrængt for danske biografer

Salget af biografbilletter efter genåbningen af samfundet har mildest talt været sløjt, fortæller Lars Werge. Det store antal af solgte billetter under premiereweekenden for ”Druk” har været tiltrængt for danske biografer:

»Vores billetsalg har i runde tal ligget på 60-70 pct. under det normale, og det er klart, at det er ikke holdbart i længden. I mange af vores biografer har direktører og medejere måtte tage af deres egne penge, og nogle af vores biografer har været nødsaget til lave aftaler med kreditorer og banker for at få det til at løbe rundt. Vi sukker efter, at der kommer gæster i biografen igen,« understreger Lars Werge.

En regn af priser

”Druk” har ikke kun taget danskerne med storm. Lørdag aften vandt filmen tre priser på den prestigefyldte internationale filmfestival i San Sebastián. Filmens fire mandlige hovedrolleindehavere – Mads Mikkelsen, Lars Ranthe, Thomas Bo Larsen og Magnus Millang – delte prisen for bedste mandlige skuespiller. Derudover vandt filmen også Zinemaldia Feroz-prisen, som uddeles af den spanske presse for bedste film i konkurrencen, og den katolske signis-pris.

Regnen af priser stopper ikke her, for tidligere på måneden vandt ”Druk” også Prix des Cinémas Art et Essai (Art House Cinema-prisen) i Frankrig, og filmen har ligeledes været udtaget til det officielle program på filmfestivalerne i Cannes og Toronto.

”Druk” vises i 145 biografer over hele landet.