Museum sprætter døde dyr op for børn: »Vi konfronterer dem ikke med døden, men med livet«

Dissektion af dyr har de seneste år sat gang i diskussioner i både stuer og kommentarfelter på Facebook. Da København Zoo aflivede giraffen Marius i 2014, gjorde det eksempelvis folk vrede i såvel Nørre Snede som New York. Mange mener nemlig, at partering af døde dyr er en makaber form for underholdning.

Biolog Rikke Bruun Pedersen står for at dissekere dyr for børn i efterårsferien på Naturhistorisk Museum Aarhus. Hun mener, at det er helt naturligt at lære børn om naturen, livet og døden gennem dissektion.

Hvorfor mener du, at dissektion af dyr er en relevant oplevelse for børn?

»En dissektion giver børn forståelse for, hvordan kroppen fungerer. Der er mange paralleller til, hvordan vi selv ser ud, især når det kommer til pattedyr. Dissektion gør børnene nysgerrige på livet og giver dem lyst til at lære mere.

Under selve dissektionen går børnene derfor lynhurtigt fra at synes, at det er lidt ulækkert, til at det er spændende. Pludselig siger en ”Ej, ser et hjerte sådan ud?”, og det er, fordi de begynder at relatere det til dem selv og stille spørgsmål til deres egen krop.«

Men giver det virkelig mening at konfrontere børnene med døden så eksplicit?

»Det er netop det – vi konfronterer dem ikke med døden, men med livet. Og så er det jo dyr, som i forvejen er døde. Det er overskudsdyr, vi som naturhistorisk museum får mulighed for at bruge til læring og dannelse. Det er jo ikke værre end den kotelet, der ligger nede i køledisken.«

Hvordan reagerer børn typisk under en dissektion?

»Tit synes børnene, at det er lidt grænseoverskridende i starten, for de ved ikke, hvordan dyr ser ud indeni. Men børnene er faktisk mest af alt nysgerrige og går ind til det stort set uden forbehold.

De tænker ikke så meget over, om det lugter, eller om der er meget blod. Faktisk oplever jeg mere, at det er de voksne, der er bekymrede over, om det nu er for voldsomt for deres barn.«

Gør I jer nogle pædagogiske overvejelser om dissektionen?

»Vi går helt naturvidenskabeligt til værks og kigger på dyret på artsniveau. Vi snakker om, hvordan det bevæger sig og optager føde og kigger slet ikke på den følelsesmæssige del af dyret. Det relevante for os er at formidle det forunderlige og fascinerende ved arterne og ikke dyret som individ.

Og så tager vi højde for børnenes behov. En dissektion tager typisk kun 30 minutter, så børnene ikke mister fokus undervejs. Vi giver os også god tid til, at børnene kan komme op bagefter og se dyret tættere på og stille alle de spørgsmål, de vil.«

Er der nogle dyr, som er for makabre at dissekere i en læringssammenhæng?

»Vi prøver generelt at bruge så friske dyr som muligt. Nogle gange får vi havpattedyr ind, som er skyllet op på stranden og allerede er gået i forrådnelse. De giver ikke mening som læring, for det ville ikke være en god oplevelse for børnene.

Det samme gælder påkørte rådyr, grævlinger og ræve, som har taget meget skade. Vi arbejder ikke med det ulækre og makabre.«

Har der været en dissektion, som har gjort særligt stort indtryk på dig?

»Min allerførste var af en ræv, hvor jeg først fortalte om, hvad en ræv spiser. Da jeg så åbnede op for maven, var der både mus og insekter i mavesækken. Det var lidt af en wow-oplevelse, for der kunne man virkelig se samspillet i naturen, og hvor afhængige arterne er af hinanden.

Da vi dissekerede rovfugle i sommerferien, fandt vi også både halve og hele mus i fuglene. I de øjeblikke kan jeg vise børnene, at mange dyr faktisk spiser andre dyr, og at det ikke er ligesom hunden derhjemme, som bare får hundemad fra en dåse.«