Medieforsker: Danmarks Radio vil få fodfæste igen, hvis besparelserne annulleres
Regeringen foreslår i sit udspil til finanslov 2021 at droppe de planlagte besparelser på DR for 255 mio. kr. Forslaget er vigtigt for, at DR kan få ro til at vinde fodfæste i svækkede målgrupper, ifølge medieforsker.
Den sidste bid af den forrige regerings besparelser på Danmarks Radio skal annulleres. Det foreslår regeringen i sit udspil til en finanslov for 2021, hvor regeringen vil annullere besparelser for 255 mio. kr. på DR.
Lars Kabel, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ser annulleringen af besparelserne som vigtig for DR efter konsekvenserne af første runde af besparelserne.
»DR er jo stadig en succesfuld public service-institution, men det er i de grå nuancer, de har tabt. De har tabt i nogle centrale målgrupper, og det tror jeg godt, at de kan vinde tilbage, men det vil ikke være godt, hvis de skulle spare 255 mio. igen,« fortæller Lars Kabel.
Annullering af besparelser vil give ro i DR
Den tidligere VLAK-regering og Dansk Folkeparti besluttede i sidste valgperiode at skære i DR’s budgetter med 20 procent. Den første sparerunde i DR fandt sted i 2018, hvor 400 stillinger blev nedlagt, og man skar omkring 420 mio. kr. i det årlige budget.
For at nå de 20 procent mangler DR stadig at skære 255 mio. kr. i sit budget. Det er den besparelse, som regeringen nu foreslår at annullere i en finanslov 2021. Pengene til at annullere besparelserne på DR skal komme fra en reserve til finansloven på 1,5 mia. kr..
Lars Kabel mener, at annulleringen af besparelserne kan give DR ro til at udvikle sig:
»Det giver dem en ro til at fortsætte den moderniseringsproces, de er undervejs i. Det vil være meget alvorligt, hvis de stod til at skulle spare 255 mio. kr. Så må man fritage DR for nogle af deres store opgaver, f.eks. koncerthuset. Hvis man under det samme forventningsområde skulle spare yderligere 255 mio., selv med DR’s budget på 3,5 mia. kr., er det alvorligt at skulle spare og vil afspejle sig i det indhold, DR er i stand til at producere.«
Man tænkte, at de unge aldrig så flow-tv. Det har vist sig, at DR har mistet et betydeligt fodfæste i den aldersgruppe.Lars Kabel, medieforsker, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Svækket fodfæste i målgrupper
DR måtte lukke en række programmer og kanaler. Fra den 2. januar 2020 blev DR 2 og DR K sammenlagt til en ny samfunds- og kulturkanal under DR2-navnet. Kanalerne for DR3 og DR Ultra blev lukket på flow-tv og udkom derefter kun digitalt på DRTV. P6 Beat og P8 Jazz fortsætter 2020 ud, mens radiokanalen P7 Mix lukkede.
Tal fra DR viser, at nedlukning af tv-kanalerne betød en reduktion i antallet af programmer, hvilket resulterede i 22.500 færre timers flow-tv på DR K, DR 2, DR Ultra og DR 3, som i 2019 havde en samlet dækning på 1.050.000 seere.
Besparelserne har ifølge Lars Kabel især svækket DR’s vigtige opgave om at nå ud til alle målgrupper i Danmark:
»Når man ser på det samlede produkt, ser man et topmoderne bud på, hvordan en public service tv-station skal kommunikere og interagere med omgivelserne. Men hvis man ser det i et før og nu-perspektiv, kan man se, hvilke konsekvenser, det har fået. Det er helt klart, at det har svækket Danmarks Radio i forhold til at nå sin målgruppe med kvalificeret indhold.«
DR har mistet de unge
Lars Kabel fortæller, at besparelserne ikke har påvirket DR’s mål om at nå så mange befolkningsgrupper i Danmarks som muligt med kvalificeret public service-indhold, men en tydelig konsekvens af besparelserne er, at DR har mistet fodfæste i den unge gruppe ved at lukke ungdomskanalen DR 3 som flow-tv:
»Specielt DR 3 har jo vist sig at være mere betydningsfuld som broadcast tv-kanal, end man forestillede sig. Man tænkte, at de unge aldrig så flow-tv. Det har vist sig, at DR har mistet et betydeligt fodfæste i den aldersgruppe.«