Fortsæt til indhold
Kultur

Kulturministeren beder DR og TV 2 redegøre for ligeløn

Kulturminister Joy Mogensen har ladet sig inspirere af Sofie Lindes sceneoptræden ved Zulu Comedy Galla og kræver svar på, hvordan DR og TV 2 aflønner mandlige og kvindelige værter.

Kulturminister Joy Mogensen vil nu bede bestyrelsesformændene DR og TV 2 redegøre for, hvordan de to medievirksomheder aflønner henholdsvis mandlige og kvindelige værter. Det skriver hun i et opslag på sin Facebook-side mandag morgen.

»Har tænkt meget over Sofie Lindes opgør med sexisme, som jeg virkelig håber ikke stadigvæk findes i dansk public service. Men i stedet for kun at håbe synes jeg også, at det kræver noget af mig som kulturminister,« skriver Joy Mogensen.

»Så jeg har her til morgen besluttet at bede DR’s og TV 2’s bestyrelsesformænd forklare, hvordan de aflønner mandlige og kvindelige værter.«

Ministerens forespørgsel kommer efter, at X Factor-vært Sofie Linde for nylig som vært på Zulu Comedy Galla gav udtryk for, at kvindelige værter ikke blev aflønnet lige så godt som mandlige, og at sexisme fortsat spiller en rolle i den danske mediebranche.

Sofie Linde fortalte om en lønforhandling for den kommende sæson af X Factor, hvor hun bad om at få halvdelen af, hvad dommer Thomas Blachman tjener. Det fik hun ikke. Samtidig skulle en TV 2-chef så have sagt, at hun ville blive den bedst betalte kvinde.

»Jeg holdt en tale, der i store træk handlede om, at der i 2020 stadig ikke er ligeløn og ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark,« skrev Sofie Linde efterfølgende på sin Instagram-profil.

Kanalchef på TV 2 Lotte Lindegaard har benægtet, at et forskelligt lønniveau mellem kvindelige og mandlige værter blev italesat under lønforhandlingen.

»Jeg har nogle meget klare værdier som kvindelig leder, og en af dem er, at jeg ikke gør forskel baseret på køn. Og jeg ved, at hende, der har forhandlet med Sofie Linde sidst, står på de samme værdier,« sagde Lotte Lindegaard til fagbladet Journalisten.

Men nu vil kulturminister Joy Mogensen altså have syn for sagn.

»Så er ugen i gang. Tak for inspirationen, Sofie« afslutter kulturministeren sin opdatering på Facebook.