Fortsæt til indhold
Kultur

Ny udstilling: 13.000 år gammelt vulkanudbrud skal lære os om fremtidens klimaproblemer

I fire år har et forskerhold undersøgt, hvad der skete efter et vulkanudbrud for flere tusinde år siden i Europa. Det efterlod kaos, men lagde også grobund for en social og økonomisk opblomstring. I en ny udstilling på Moesgaard Museum præsenterer forskerne deres data.

Layal Freije

Kan vi bruge fortidens naturkatastrofer til at forberede os på nutiden og fremtidens klimaproblemer? Det er et af de spørgsmål, som Moesgaard Museum ved Aarhus forsøger at besvare, når det åbner dørene for den nye udstilling ”After the Apocalypse”. Det sker 12. september.

Udstillingen tager udgangspunkt i et fire år langt tværfagligt forskningsprojekt, der har undersøgt Laacher See-udbruddet for 13.000 år siden. Askenedfaldet fra vulkanen, som lå i det landområde, vi i dag kender som Tyskland, var så voldsomt, at det dækkede store dele af Europa – fra Italien i syd til Rusland i nord.

Udbruddet havde store konsekvenser for miljøet og det liv af planter, dyr og mennesker, der levede i området. Men det lagde også kimen til en kulturel og social opblomstring, siger Felix Riede, som er professor i klimaændringer og arkæologi på Aarhus Universitet og projektleder på udstillingen.

»Formålet er at rejse et spørgsmål hos folk om, hvor sårbare vi er,« siger han.

Hvordan fik I idéen til udstillingen?

»Vi har det med at opdele verden i naturhistorie og kulturhistorie. Det er gennemgribende i vores uddannelsessystem, på trods af at tværfaglighed er et slagord. Den samme opdeling gør sig gældende i museumsregi, hvor der findes kulturhistoriske og naturhistoriske museer. Men klimaændringer er ikke kun et naturhistorisk problem, det er også en kulturel og politisk problemstilling.

Jeg arbejder med klimaændringer og miljøkatastrofer, og hvordan det har påvirket os. Jeg kan se i min forskningsdata, at klima har haft en stor påvirkning på menneskers udvikling – ofte til det negative. Denne her udstilling er et forsøg på at gøre naturen til en del af kulturen,« siger Felix Riede.

Hvad er det mere konkret, I vil vise med udstillingen?

»Helt grundlæggende vil vi gøre folk opmærksomme på, at vi lever i en omskiftelig og ikke ufarlig planet. Klimaændringer og naturkræfter kommer i vejen. På en måde kan det sammenlignes med en pandemi. Det er en begivenhed, der rammer samfundet, og i kombination med andre stressfaktorer kan det have store konsekvenser.

På en måde kan det sammenlignes med en pandemi. Det er en begivenhed, der rammer samfundet, og i kombination med andre stressfaktorer kan det have store konsekvenser.
Felix Riede, professor i arkæologi

Vores grundlæggende argument er, at klimaændringer alene ikke er nok til at ændre et samfund radikalt. Men hvis der pludselig kommer et vulkanudbrud, som varer i kort tid, vil de to stressfaktorer have lange følgevirkninger.«

Hvorfor er det relevant at se på datidens naturkatastrofer?

»Jeg er meget interesseret i, hvordan vores viden om fortiden kan bruges til at forstå nutiden, og ikke kun som hyggeviden, men også på en mere konkret måde. Det er ikke, fordi jeg tror, at fortiden byder på løsninger – det kan den gøre i meget begrænset omfang. Men mere som nogle fabler og historier, som vi fortæller hinanden, der kan have nogle etiske elementer.

Sagen er imidlertid også, at historie er en central del af det, der former vores personlige og samfundsmæssige identitet. Miljø og klima har en rolle her. Historie er ikke kun politik og krige og beslutninger af store mænd. Det er ikke, fordi jeg vil erstatte kulturhistorie med viden om naturen, men jeg vil sørge for, at de kan ses i sammenhæng.«

Hvorfor ikke fokusere på klimaet i dag frem for klimaet for 13.000 år siden?

»For det første er det af praktiske grunde. Det er en periode, jeg ved rigtig meget om. Men hvorfor skal vi også begrænse forskningen og lægge alle ressourcerne på kun at se på nutidens problemstillinger? I det store billede er det jo en ret kort periode af historien.«

Man skal vel også forstå fortiden for bedre at kunne tackle nutiden?

»Ja. Vi vokser op med bestemte antagelser, som kommer til at spille en rolle i medierne, i skolerne og så videre. Denne forskning og denne udstilling er et lille bidrag i forsøget på at ændre de grundantagelser, vi har om vores samfund, og hvorfor det ser ud, som det gør.«