Jeg vil have en statsminister
Den danske forfatter Liv Nimand Duvå har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af Jyllands-Postens sommerserie med en række forfatteres personlige tale til danskerne
Jeg vil have en statsminister med ét ben og et vansiret ansigt.
Jeg vil have en statsminister som folk har kigget skævt efter når den ruller ind i et rum.
Jeg vil have en statsminister hvis mor har været nødt til at prostituere sig.
Jeg vi have en statsminister som smiler krøllet med øjnene.
Jeg vil have en statsminister som har fået tæsk for at elske sin elskede.
Jeg vil have en statsminister i krøllede silkekjoler og med sorte hår på benene.
Jeg vil have en statsminister som altid bliver stoppet i paskontrollen.
Jeg vil have en statsminister som under en gruppevoldtægt har fået endetarmen revet over og må bruge støttepude og kateter.
Jeg vil have en statsminister som har fået flere aborter og synes samtykke lyder sødt.
Jeg vil have en statsminister som taler med bier og edderkopper og tager deres sprog alvorligt.
Jeg vil have en statsminister som læser uforståelig poesi uden at lade sig skræmme af det uforståelige.
Jeg vil have en statsminister som sniffer til hybenroseblade og valmuer.
Jeg vil have en statsminister som rådfører sig med kunstnere.
Jeg vil have en statsminister som er vokset op med en mor på overførselsindkomst og med lugten, volden og sammenholdet i et såkaldt udsat boligområde.
Jeg vil have en statsminister som understreger: Vi har en meget stor forpligtelse til især at hjælpe de svageste i vores samfund, og som virkelig mener det.
Jeg vil have en statsminister som laver hjælpepakker til dem der har mest brug for hjælp, som ikke belønner dem der sidder på andres skuldre og suger.
Jeg vil have en statsminister hvis tvivl altid kommer de svage til gode.
Jeg vil have en statsminister som ser overdrevent forbrug som symptom på et fattigt indre liv og som ikke nøjes med at behandle symptomerne.
Jeg vil have en statsminister som aldrig har været på rundvisning i asyllejrene, som ikke går rundt som en cirkusdirektør blandt dansende bjørne, men har boet i dem selv.
Jeg vil have en statsminister som er blevet frarøvet retten til uddannelse.
Jeg vil have en statsminister som har spist den ufærdige kantinemad og lider af knogleskørhed og kronisk træthed.
Jeg vil have en statsminister som besøger sine venner hvis tanker bliver pakket væk på de lukkede.
Jeg vil have en statsminister som har stirret dybt ind i statens hvide vægge.
Jeg vil have en statsminister som understreger: Dette er ikke et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender.
Jeg vil have en statsminister som ikke skal vente på nogen efterforskning for at understrege at “white power”er et udtryk for racisme og nazisymboler nazisme.
Jeg vil have en statsminister som også lader tvivlen komme dem som ikke har “white power” og nazisymboler tatoveret på deres kroppe til gode.
Jeg vil have en statsminister som har fået nok, som ikke orker flere løgne.
Jeg vil have en statsminister som aflyser pressemødet og giver journalisterne fri.
Jeg vil have en statsminister som lægger sig ud i solen og tager en middagslur.
Jeg vil have en statsminister hvis mor ikke havde råd til et genialt forældrekøb og som bor til leje i en toværelses i udkanten af byen.
Jeg vil have en statsminister som ikke har noget sted at flytte hen når ejendommen snart bliver opkøbt af et stort globalt investeringsfirma.
Jeg vil have en statsminister som arbejder fra bunden, som understreger at det ikke er alle bunde man kan arbejde sig op fra.
Jeg vil have en statsminister med dårlige tænder og som råber op.
Jeg vil have en statsminister som går med i demoerne og jeg vil have en statsminister som bliver ved med at understrege: Vi skal tage stærkere midler i brug for at hindre spredning af en giftig kultur der forgifter al natur. Det kan kun lykkes, hvis alle gør det sammen. Alles adfærd bliver afgørende. Vi må alle sammen være klar over situationens alvor.
Og jeg vil gerne vide hvorfor det ikke er muligt. Jeg vil gerne vide hvem der har lært os at godtage at en statsminister altid er en klovn, altid en chef og aldrig en arbejder, altid en løgner og aldrig en luder, altid en tyv som aldrig bliver fanget.
Digtet er inspireret af Zoe Leonards “I want a President” fra 1992