Solen står op og går ned som normalt, det er en lettelse
Den danske digter Molly Balsby har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af Jyllands-Postens sommerserie med en række forfatteres personlige tale til danskerne
Jeg er blevet bedt om at skrive en tale til danskerne. Hvem er danskerne? Ikke min svensk-irske kæreste i hvert fald, der selvom han er født og opvokset i Danmark, skal ansøge og betale for statsborgerskab. Mere end 50.000 mennesker underskrev for nyligt et borgerforslag om automatisk statsborgerskab efter 10 år. Jeg vil håbe på en fremtid med plads til flere danske statsborgere.
Hvordan kan jeg overhovedet skrive en tale i dette annus horribilis?Molly Balsby, digter.
Jeg vil skrive en tale til alle, der bor i Danmark, ikke kun dem med et rødbedefarvet pas.
Jeg sidder og skriver denne tekst i min stue, vejret er gråt, den såkaldte danske sommer viser sig fra sin mindst inciterende side. For nylig døde komponisten Ennio Morricone 91 år gammel. Det er en god alder, alle fortjener at blive 91 år, alle fortjener et langt liv. Også de over en halv million mennesker, der er døde af covid-19, også den unge mand på Bornholm, der var offer for racistisk dødsvold, også Breonna Taylor, også George Floyd, også alle de andre ofre for hadforbrydelser og racisme, der ikke får medieeksponering, også de psykisk syge, også misbrugerne, alle dem der bliver anset for at være besværlige, også asylansøgerne, også de kriminelle, også alle dem vi ikke kan lide eller er uenige med.
I 2020 bristede utopien, vi så hvor sårbar verdensøkonomien er, hvor sårbar vores idé om velfærd og frihed er. Vi har set, hvor meget vi vender os mod hinanden i en krise. Der skal ikke meget til at slå balancen ud af kurs. Undtagelsestilstanden er nu the new normal. Hvordan kan jeg overhovedet skrive en tale i dette annus horribilis?
Her midt i pandemien og den måske største økonomiske krise siden Anden Verdenskrig, må man finde en form for tiltro til verden i naturens skønhed. Solen står op og går ned som normalt, det er en lettelse.
Og dog. Jeg læser et interview med en biolog, der som en anden X Factor-dommer bedømmer forskellige naturområder. Kornmarken scorer meget lavt i vildhed, siger han. Jeg tænker meget på bierne, på sommerfuglene, på den sjette masseuddøen. Lige nu befinder vi os i en periode, hvor halvdelen af jordens arter er i gang med at uddø. Den langsomme evolution går pludseligt stærkt. I naturen betyder alder og størrelse alt, og dette har også gjort sig gældende hos os, menneskerne, i denne pandemi. None of us are getting out of this life alive, synger de i radioen. Valmuerne brænder i det grønne. Solen er hvid, gul, orange, rød. Men i dag kan jeg slet ikke finde den bag skyerne.
Til slut vil jeg sige til studenterne og alle dem der ikke blev studenter: brug jeres soundbokse til at spille de metaforiske trommehinder i smadder på alle dem, som ikke vil lytte til jer, dem der ikke fatter generationstyveriet, klimakrisen, den stigende ulighed. Bliv oppe hele natten og se solen stå op, lyt til fuglene. Bær jer selv stolt rundt i verden. Vær nysgerrige og kritiske. I skal ikke nødvendigvis tro på det, som tidligere generationer har fastlagt som sandheden. Find ud af hvad der er jeres værdier og kæmp for dem.
Dette er også en tale til alle jer, hvor magnetnålen i jeres moralske kompas er gået i de helt vilde omdrejninger. Lad sommersolen oplyse jeres rød/hvide sind, lad ikke hjertet og empatien blive slidt. Efterlad jeres frygt for det fremmede i sommeren 2020.
Redaktionel note:
I ovenstående tekst fremkommer der en påstand om det drab på Bornholm, der fandt sted om natten tirsdag d. 23. juni. En 28 årig sort mand blev slået ihjel af to brødre på 23 og 25 år. Efterfølgende blev der af flere fremlagt teorier om et racistisk motiv bag forbrydelsen.
De to brødre, der er varetægtsfængslede i sagen nægter sig skyldige i drab, men erkender sig skyldige i vold mod offeret, og selv om politiet ikke fuldstændig afviser, at der ligger et racistisk motiv bag forbrydelsen, tror de ikke, at det er det, der er tale om.
»Vi har en klar formodning om motivet. Det er vores opfattelse, at det ikke er racistisk betonet. Det er en personlig relation imellem de to sigtede og den dræbte, der er gået galt, og som er begrundelsen for selve drabet«, sagde chefanklager Bente Petersen Lund fra Bornholms Politi til Danmarks Radio fredag 26. juni.