Medvært fra "Mythbusters" død 49 år gammel
Grant Imahara, tv-vært og ingeniør, er død.
Blot 49 år gammel er den amerikanske tv-vært Grant Imahara død.
I flere end 200 episoder af det populære program ”Mythbusters”, der blev produceret fra 2003-2018, var Grant Imahara en af værterne, der afprøvede myter og urban legends.
En talsmand fra tv-selskabet Discovery, som stod bag ”Mythbusters”, har over for flere medier bekræftet dødsfaldet.
»Det har knust vores hjerter at høre denne sørgelige nyhed om Grant. Han var en vigtig del af Discovery-familien og en vidunderlig mand. Vores tanker og vores bønner går til hans familie,« lyder det i meddelelsen.
Det bliver ikke uddybet i udtalelsen, hvad dødsårsagen var.
Grant Imahara var uddannet ingeniør og anvendte sin tekniske kunnen i både ”Mythbusters” og andre projekter såsom robotbygning.
Han har arbejdet for Lucasfilms, hvor han blandt andet havde del i arbejdet med flere ”Star Wars”-film, og sidenhen også Disney.
Adam Savage, der var en af de to ledende værter på ”Mythbusters”, har i en besked på Twitter mindet Imahara.
»Jeg har ingen ord. Jeg har været en del af to store familier med Grant Imahara over de sidste 22 år. Grant var i sandhed en genial ingeniør, artist og udøver, men også generøs, afslappet og en mild person. At arbejde med Grant var sjovt. Jeg kommer til at savne min ven,« skriver Savage.