Skarp satiriker startede med en protestsang
75 år torsdag: Claus Flygare har beriget film, teater og tv både som forfatter, skuespiller og instruktør. Karrieren begyndte med nogle markante sangtekster.
Claus Flygare kan se tilbage på en lang karriere, hvor han har sat sit præg på dansk teater, film og tv både foran og bag scenen.
Men det hele begyndte blandt andet med en række protestsange skrevet til Jomfru Ane Band i 1970’erne - drevet af, hvad han selv har beskrevet som en stor drift mod at forandre verden.
Han har sit drive i behold og udvider fortsat sin lange liste med kunstneriske bedrifter. Ofte med skarp samfundssatire på teatret, men også med både folkelig underholdning, drama og satire på film og tv.
Nogle af hans seneste bedrifter illustrerer alsidigheden:
En rolle i August Strindbergs stykke ”Leg med ild” på Betty Nansen i foråret 2020 - der dog blev opført som lydteater på grund af coronavirus.
I slutningen af 2019 forfatter og skuespiller i forestillingen ”Jan Sonnergaard er ikke død” på Mammutteatret, som Claus Flygare selv var med til starte op i 1983 og fortsat står i spidsen for.
Og så en rolle i Hella Joofs komedie ”Happy Ending” i 2018.
Happening i Rebild
Claus Flygare var oprindeligt handelsuddannet og arbejdede som handelsmedhjælper, da han i 1968 valgte at gå teatervejen.
Skuespilkarrieren tog afsæt på Jomfru Ane Teatret i Aalborg, hvor Flygare arbejdede fra 1974 til 1981.
I 1970’erne skrev han politisk bevidste tekster til Jomfru Ane Band om atomkraft, sammenhold og amerikansk imperialisme.
Sidstnævnte i sangen ”Rebild 76” om en kontroversiel teaterhappening på 200 året for den amerikanske uafhængighed 4. juli 1976, hvor dronning Margrethes tale i Rebild blev afbrudt af skuespillere udklædt som indianere.
Mange vil måske genkende sangens omkvæd: ”For USA havde fødselsdag den dag - og USA har blod på sit flag”.
Claus Flygare har tidligere også skrevet tekster til revyer og satireprogrammer på DR blandt andet ”Den gode, den onde og den virk’ li sjove”, som lagde gaderne øde i 1990’erne.
Han er gift med skuespiller og medleder på Mammutteatret Tina Gylling Mortensen.
/ritzau/