SOLHVERVSTALE

Kære læsere, dette er en tale til jer, eller måske nærmere et brev, siden I læser det. I denne uge er det solhverv, Sankt Hans. Kære læsere, bliver I også øre af midsommeren? Kan I mærke det i brystet? Det har været så varmt, så lyst. Midsommeren gør mig altid urolig, jeg cykler langs blomstrende parker, på vej ud for at fejre alt det der slutter og begynder, en ferie, en eksamen. Alt det som forandrer sig. Jeg har været vred denne midsommer, og hektisk og fuld af ømhed. Verden forandrer sig, men det der gør mig urolig er alt det, som alligevel forbliver det samme. Jeg vil gerne skrive til jer om de forandringer som sker, og om dem som burde være sket for længst.

For nylig har jeg taget et nyt navn, eller jeg er gået i gang med det. Jeg har plantet det inde i midten af mit gamle og håber på, at det slår rødder. Luka. Min vens datter spurgte mig, hvorfor jeg vil hedde Ida Luka, og jeg svarede, at jeg gerne vil have både et drengenavn og et pigenavn. Lidt senere råbte hun: Ida Luka skal tage kagen med ind i stuen! En forandring: Siden 2017 har transkønnethed ikke længere optrådt på Danmarks liste over psykiske sygdomme. Mine venner bliver nervøse ved det nye navn, er jeg stadig mig selv?

Om muligt endnu mere end før, men jeg må fortælle dem det ofte, må fortælle det til mig selv. Vores hjerter fordøjer langsomt. Vi skal alle overbevises om, at jeg bare er mig og ikke er blevet vanvittig.

Den 28. juni 1969 ransagede New Yorks politi queerbaren Stonewall Inn; de transkønnede kvindelige gæster modsatte sig visitation, folk ville ikke finde deres identifikationspapirer frem, råbte højt når de blev slået med knipler. Det blev begyndelsen på det vi i dag kalder Pride. Mange har skrevet det før. Stoltheden begyndte med et nej, med at nægte at overgive sit fristed, sit hjem, midt i et solhverv. Meget måtte forandres. Det kræver tålmodighed, arbejde. Marsha P. Johnson, Stormé DeLaverie, de var der, de råbte og arbejdede og hvert år takker vi dem, prøver at føre forandringer videre.

Hver dag går jeg rundt på Nørrebro, hver dag læser jeg nyheder på min telefon, læser om at tørklædebærende kvinder må sende 60 procent flere jobansøgninger før de kommer til samtale, ser videoer af folk der hjælper hinanden op, væk fra tåregas i Minneapolis’ gader. Jeg læser Hilton Als’ essay om hans mor, der migrerede fra Barbados til Manhattan, han skriver: I’ll go mad if I continue to say I require nothing. Så meget må forandres. Der har været demonstrationer denne juni, en søndag gik flere hundrede mennesker gennem gaderne sammen, fra Den Røde Plads til Nørreport, for at få lejrene lukket. De såkaldte udrejsecentre, skabt til folk, der ikke må flytte ud, ikke må rejse. Min kæreste og jeg havde taget støvmasker på, og demonstrationsvagterne delte blåhvide mundbind ud til alle.

Folk stod spredt og klappede, råbte, viftede med skilte. Fra en vogn læste en kvinde et brev fra aktivister i Moria, en flygtningelejr på Lesbos, hvor folk bor alt for tæt, hvor der ikke er vand nok til at vaske hænder. I marts forbød Danmarks statsminister forsamlinger på mere end 10 personer. Hvordan, skrev beboerne fra udrejsecenter Kærshovedgaard på Facebook. Vi bor over 200 mennesker sammen. Vi er også mennesker.

Lejrene har hegn, checkpoints, de er virkelig bare fængsler. Mange har skrevet det før. Vi burde have lavet det om for længst. Det må forandres, det må forandres.