Tvivlen til gode
Den danske forfatter Amalie Langballe har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af Jyllands-Postens sommerserie med en række danske forfatteres personlige tale til danskerne.
Kære læser, før vi går videre, vil jeg gerne sikre mig, at du kender omstændighederne, der leder op til, at jeg nu henvender mig til dig: Jeg er blevet bedt om at holde en tale til danskerne. Min læsning af denne opgave er: Jeg skal sige noget, som er relevant for mange at høre – måske helst slutte med et budskab eller en opfordring. Det viser sig, at det er svært.
Men her er min opfordring, i al ydmyghed: Vær mere i tvivl, led efter ambivalensen.
Hvis du ikke er i tvivl, vil det blive svært at lytte. Til noget som helst uden for dit eget ekkokammer.Amalie Langballe, forfatter
Jeg siger det, fordi jeg oftere og oftere møder mennesker, der føler, de har alle svarene. Uanset standpunkt er fællesnævneren for disse mennesker, at de tror hårdt og indædt på deres synspunkt. Og hvis du ikke gør, så tager du ikke bare fejl: nej, du er direkte imod dem. Både corona-pandemien og den nyopblussede racismedebat er gode eksempler på, hvad jeg snakker om, men for et år siden kunne jeg have givet dig andre eksempler og om et år sikkert også. Måske var man en af dem, der skældte andre ud for ikke at isolere sig totalt i begyndelsen. Måske var man en af dem, der syntes, det var for meget af det gode. Måske er man en af dem, der blankt afviser, at racisme findes i Danmark. Måske er man en af dem, der én dag inde i en mordefterforskning på Bornholm, mener man har løst sagen på internettet. I må føle, I er hinandens modsætninger, men for mig er I ganske ens.
Jeg opfordrer ikke til tvivl, fordi jeg tror, du vil få det bedre eller nemmere af det. At være i tvivl er ikke særligt morsomt. Der er ingen forløsning og ikke særligt meget af den saftige harme, som så mange nyder godt af på de sociale medier. I stedet er der kun den nagende fornemmelse af, at du ikke har alle svarene. At det ville tage dig et livs studier at få bare nogle af svarene.
Du vil også blive – og det vil jeg gerne advare om på forhånd, for det er alle slags usjovt – pinligt opmærksom på, at du tager mennesker på ordet hele tiden, og din skepsis først og fremmest udløses ved udsagn, du ikke er enig i. Du vil også opdage præcis, hvor indfanget du er af dine egne erfaringer. Hvor stort set umuligt det er at sætte sig selv i en andens sted, selv hvis det f.eks. er en søster, som du deler forældre, liv og DNA med. Det betyder naturligvis ikke, at du ikke skal prøve, men blot at du skal lade tvivlen komme dem til gode.
Det kan lyde som om, at man med tvivlen som tro følgesvend aldrig igen skal have holdninger, men det er ikke sandt. Du vil danne holdninger, men kun langsomt, og de vil ofte være i forandring. Det betyder, at du sandsynligvis ikke kan nå at blande dig i den offentlige debat, for når du har tænkt færdig, er alle andre rykket videre.
Så hvorfor gøre det? Fordi hvis du ikke er i tvivl, kan du ikke ændre mening. Hvis du ikke er i tvivl, vil det blive svært at lytte. Til noget som helst uden for dit eget ekkokammer. Tror jeg, jeg er i tvivl.