Fortsæt til indhold
Serie: Forfatternes tale til danskerne

Tale til danskerne juni 2020

Den danske digter Nanna Storr-Hansen har skrevet en tekst om Danmark set gennem hendes øjne lige nu. Teksten er en del af Jyllands-Postens sommerserie med en række forfatteres personlige tale til danskerne.

26. juni, Skoven.

Om aftenen hører vi ugleungerne lede efter deres mødre. Det er en lys nat mellem birketræerne. De lærer at flyve og spise. Nu får de mus, og skrigene dør ud. Min datter sover inde i hytten. Om morgenen har lydbilledet forvandlet sig. Der er en åbning, af grønt og ilt. Edderkoppespind glimter som tynde motorveje mellem træerne. En stærk sol rammer sengen og væggen. Sidder jeg længe på hug og tisser eller fotograferer, tror tægerne, jeg er en del af skoven. Mine benhår forveksles med grannåle. Tægerne kravler op ad anklerne, senere læggene og finder en varm fold.

27. juni, Skoven.

Solsorte synger til hinanden i skoven omkring mig. Insekter skiftes til at bestige terrassen og mig. Fuglene sætter en sangkæde i gang, der fortsætter gennem birketræerne. En tale til danskerne, sådan er jeg blevet bedt om at skrive til jer. Kære danskere. Jeg ved, jeg burde skrive til systemet, men systemet ligner jer. Danskerne er nogle mennesker. De bor i Danmark. Et område over Tyskland ved siden af Sverige. Det er blevet bestemt i datid, og det bestemmes i nutid. Danskerne er danskere, fordi der er nogen, som ikke er danskere. Det er sådan, det danske bevares. Hvad kendetegner ellers de mennesker? Hvorfor skal de tiltales netop i kraft af, at de er danskere? Hvem er ikke danskere, hvem er de andre, hvad er de så? Dem, som ikke hører til her? Hvad er det, jeg skal sige, de ikke skal høre? Jeg går tur med min mand, da min datter skal sove formiddagslur. Jeg prøver at skrive, mens vi går. Det er en motor, der starter og starter. Det hoster i mig. Jeg vil nyde skoven. Men den står høj og tung, stille og grøn, uprøvet, umoden, døv og blind. Hallo den danske skov, det myldrer, jeg skal brække mig. Senere er jeg til middagsselskab med andre hvide mennesker, der også har født børn. Vi taler om kød og søvn.

Nogen kører en tur i den bil, vi har lejet. Tægerne kravler rundt i græsset. Ingen taler om, at der for to dage siden blev begået et racistisk mord på Bornholm. Det var en søn af en mor, der blev dræbt. Jeg siger ingenting. Ingen siger noget. Vi opretholder racismen ved det bord. Der bliver spist op. Jeg går fra bordet, da min datter skal puttes, og jeg ligger i hytten i mørket med hende til hun sover. I skal lytte til alle dem, I ikke tænker på, når I tænker på danskerne. I skal lytte til dem, når de siger, at det her er en forfærdelig tid, og I skal forstå, at de har ret.

Det er ikke er op til jer at vurdere, om de har ret. I skal sætte jer ned, I bliver nødt til at stoppe op. Jeg ved det godt, lønarbejdet kalder, institutionerne kalder, grillene kalder, grisefarmene kalder, kølediskene kalder, solsortene kalder, midsommervisen kalder, rødvinsafdelingen i Irma. Det samfund, vi bilder os ind, har ventet på os, da lockdown blev ophævet, og LANDET åbnede op, er sygt. Vi er ikke helbredt.

Der findes ikke noget land eller noget samfund, kun det, vi hver dag gør. Det er meget varmt. Det, jeg prøver at sige, er: Der er blevet begået en moderne lynching den 23. juni på Bornholm i Danmark. Et racistisk mord. Den myrdede var søn af en mor. Danskerne er en racistisk kategori.

29. juni, Skoven.

Redaktionel note: I ovenstående tekst fremkommer der nogle påstande om det drab på Bornholm, der fandt sted om natten tirsdag den 23. juni. En 28-årig sort mand blev slået ihjel af to brødre på 23 og 25 år. Efterfølgende blev der af flere fremlagt teorier om et racistisk motiv bag forbrydelsen.

De to brødre, der er varetægtsfængslede i sagen, nægter sig skyldige i drab, men erkender sig skyldige i vold mod offeret, og selv om politiet ikke fuldstændig afviser, at der ligger et racistisk motiv bag forbrydelsen, tror de ikke, at det er det, der er tale om.

»Vi har en klar formodning om motivet. Det er vores opfattelse, at det ikke er racistisk betonet. Det er en personlig relation imellem de to sigtede og den dræbte, der er gået galt, og som er begrundelsen for selve drabet,« sagde chefanklager Bente Petersen Lund fra Bornholms Politi til Danmarks Radio fredag den 26. juni.