»Aldrig mere DDR!«

Vi rejser igen. Med restriktioner og begrænsninger. Jeg sidder på færgen, på vej mod den del af Tyskland, hvor begrebet ”lukkede grænser” havde en helt anden betydning for kun 31 år siden. Tanken om, at vores naboer i fire årtier ikke måtte rejse frit, sætter den irritation og udlængsel, jeg har følt i de seneste måneder i et lidt pinligt lys. Ironisk nok er den historie mit ærinde.

Skumtoppe rider de høje bølger, der får færgen til at svaje. Jeg kan høre vinden hyle. Sådanne vejrforhold, i samme farvand, overmandede fem østtyske flygtninge en nat i 1979. To brødre med deres hustruer og det ene pars toårige datter var ifølge de Stasi-akter, jeg har fået lov at læse, på vej fra Rügen i DDR til »Dänemark.«.

De klarede kun få sømil, før vind og bølger flåede deres lærredskajakker i stykker. Fire af dem endte i statsfiskernes trawl. Den ældste bror dukkede aldrig op. Eller måske gjorde han. Det er en del af pointen; at et væld af ubesvarede spørgsmål står tilbage. Ingen har undersøgt eller fortalt deres historie. Hverken i Berlin eller på kysten finder man en sten eller en tavle over det, der er den mest omfattende flugttragedie i historien om den tyske deling.

Blandt andet derfor forsøger jeg sammen med en kollega at åbne sagen. Den er vigtig, har vi skrevet i et brev til de pårørende. Men er den nu det, har svaret lydt fra en af familierne: »Vi spørger os selv, om vi skal bringe de smertelige minder til live igen. Gavner det at åbne op for den historie igen? Eller måske har De ret. Denne historie skal fortælles og tjene til erindringen om en tid, der aldrig må gentage sig.«

Akterne fortæller, hvordan Stasi pålagde de pårørende at omtale det mislykkede flugtforsøg; »skal udadtil betegnes som en badeulykke«. Løgnen, smerten, skyldsspørgsmål og uvished endte med at rive tre familier i en lille landsby fra hinanden. Det kunne den ene familie fortælle os, da vi endelig mødte dem. Det var også dem, som bragte os på sporet af en anden pårørende, de ikke havde haft kontakt til i mere end 40 år – storesøsteren til den savnede bror. En kvinde, som efter Murens fald har indrykket den samme mindeannonce i den samme avis på årsdagene for tragedien. Hver gang slutter den: »Nie wieder DDR.« Aldrig mere DDR.

Nu er det blevet muligt at finde frem til denne søster, og hun vil gerne mødes med os. For at lette sit hjerte og finde frem til en form for slutning, skrev hun i sit svar på vores brev: »Hver eneste dag tænker jeg på denne tragedie. Tvivlen plager mig, hvad skete der i virkeligheden og hvilken skæbne overgik min bror?«

Liget er måske skyllet op i Danmark. En af de uidentificerede koldkrigsflygtninge, der blev til et nummer på en brun papkasse i det danske politis arkiver. Ukendte naboer, som frem til 1989 måtte risikere livet, hvis de ønskede et andet liv, end det, diktaturet i vores baghave påtvang dem. Nu er opgaven at afdække og fortælle historien om de fem flygtninge, som mistede livet i september 1979. For selvom det totalitære tabte og Jerntæppet forsvandt, døde dets ideer og metoder ikke. De muterer, får nye vækstbetingelser. I ofrenes fortællinger finder vi noget af den stærkeste modgift.

Om lidt er færgen i Rostock. Bag andre lukkede grænser, for ikke så længe siden.