Beboerne anede intet: Stjålet Banksy-værk fundet på loftet på et italiensk landsted
Værket blev lavet til minde om de dræbte ved terrorangrebet på Bataclan i Paris i 2015.
Et værk lavet af den berømte gadekunstner Banksy er blevet fundet efter at have været borte i knap halvandet år.
Det oplyser italiensk politi i byen Alba Adriatica, hvor det stjålne værk onsdag blevet opdaget. Ifølge politiet, som torsdag offentliggjorde fundet ved en pressekonference, blev værket fundet på loftet på et landsted i en lille landsby i det centrale Italien.
Beboerne på stedet, som er kinesiske statsborgere, vidste ifølge politiet formentlig intet om, at der befandt sig et kostbart værk på deres loft.
»Vi har hele tiden haft en fornemmelse af, at de var fuldstændig intetanende, og at de ikke engang vidste, at der var en dør på loftet,« siger politichef Emanuele Mazzotta ifølge Reuters.
Politiet er dog ikke færdigt med at efterforske sagen.
Banksy-værket blev malet i juni 2018 i Paris og har hængt som et vægmaleri på en branddør på spillestedet Bataclan, der i november 2015 blev angrebet i et koordineret angreb under en koncert. 90 personer blev dræbt ved skyderiet.
I januar 2019 blev døren, hvorpå værket er malet, stjålet og kørt bort i en varevogn.
På pressekonferencen meddelte det italienske politi også, at værket er fundet efter en koordineret efterforskning mellem fransk og italiensk politi, og at den mistænkte tyv er en italiensk mand.
Det genfundne værk nu vil blive bragt tilbage til Bataclan.
Banksy er en graffitimaler fra byen Bristol, der primært benytter sig af metoden stencil til at male på husmure og andre steder i det offentlige rum. Hans kunstværker er de senere år blevet attraktive for samlere og er solgt på auktioner for store beløb, på trods af at kunstneren selv har udtrykt stor foragt for, at værkerne bliver fjernet fra de steder, hvor de er malet.
I oktober sidste år blev et af Banksys største malerier, "Devolved Parliament", solgt af auktionshuset Sothebys for 9,9 mio. britiske pund, dengang svarede til 83 mio. kr.