Fortsæt til indhold
Kultur

Arkæologernes teori: Vikingeborg kan være blevet brændt ned af fjender

Fund ved borganlæg har fået arkæologerne til at formulere en opsigtsvækkende teori.

Udgravningen af et enormt borganlæg fra Vikingetiden begyndte tirsdag på Falster.

Udgravningen markerer de første arkæologiske undersøgelser af Trygge Slot – et af Danmarks største borganlæg.

Og arkæologerne har allerede gjort interessante fund. Museum Lolland-Falsters middelalderarkæolog og borgekspert Leif Plith Lauritsen fortæller, at man har fundet mange tegn på en mægtig brand.

I et opslag på Facebook fremvises et billede af brændt lerklining fra Trygge Slot.

https://www.facebook.com/MuseumLollandFalster/posts/3209806239086523

TV 2 Øst skriver, at fundet har fået arkæologerne til at formulere en opsigtsvækkende teori om, at vikingeborgen kan være blevet helt eller delvist nedbrændt i forbindelse med et angreb eller et slag.

»Vi kan stadig se spor af det fletværk af strå, som lerkliningen sad fast på. Vi kan se, at det er blevet udsat for meget høj varme i en brand – men om den brændte bygning stod her i volden, eller et andet sted på borgens område, det kan vi ikke se endnu, Men det er muligt, at hele borgen er blevet brændt ned af angribere,« siger Leif Plith Lauritsen til TV 2 Øst.

Allerede i 2016 opdagede man rester af store volde, en voldgade og et tårn, men det er først nu, at man fortsætter undersøgelserne og dermed forhåbentlig kan finde ud af, hvornår og under hvilke omstændigheder det store anlæg blev til.

Forsvarsværket dækker et areal på omkring fem hektar, 50.000 kvadratmeter. Og netop på grund af sin størrelse, mener museets arkæologer, kan anlægget have ”gemt” sig i landskabet i så mange år uden at blive opdaget.

Ifølge borgeksperten er Trygge Slot en slags ”Østdanmarks Dannevirke”. Den lå centralt på Falster, så der var kortest mulig evakueringstid for befolkningen, hvis Falster blev angrebet, og den havde plads til mange mennesker.

Artiklens emner