Museum samler ind, så man »om 100 år kan læse øjenvidneberetninger om coronakrisen«

Sjældent har noget vendt op og ned på danskernes hverdag som corona.

Hvad der begyndte som en dødbringende virus, der kom til fra Kina og truede med at bringe det danske sundhedsvæsen i knæ, skulle snart lægge gaderne øde og udløse en økonomisk krise, der for en stund har sat Danmarks økonomi i bakgear.

Man kan roligt sige, at der i disse måneder bliver skrevet danmarkshistorie, og flere museer er straks gået i gang med at indsamle vidnesbyrd, så også fremtidens generationer kan få indblik i, hvordan det var at være dansker under coronakrisen. Det gælder blandt andet Nationalmuseet, Københavns Museum og Roskilde Museum. Vi har talt med sidstnævnte.

Allerede i april opfordrede Romu, der består af 10 museer i de midtsjællandske kommuner Roskilde, Lejre og Frederikssund, lokalsamfundet til at indsende fortællinger eller genstande, der beretter om livet under coronakrisen. Og indsamlingsarbejdet er stadig i fuld gang, fortæller Mette Høj, som er konstitueret leder af museets kulturarvsafdeling.

»Vi har igangsat en indsamling via vores hjemmeside. I første omgang er vi interesseret i at undersøge, hvordan krisen har påvirket de lokale og deres familier,« siger hun.

Der er tale om en krise, som er verdensomspændende. Men I nøjes med at koncentrere jer om lokalområdet. Hvorfor det?

»Roskilde Museum repræsenterer tre kommuner. Det er vores opgave at indsamle og dokumentere det, der foregår her. Selv om det er en national og global krise, vi står midt i, så udspiller den sig også i lokalsamfundet. Og det er vores indgangsvinkel.

Idéen opstod også, fordi den første coronapatient i Danmark viste sig at være fra Roskilde, og fordi vi har Sjællands Universitetshospital, som hurtigt blev gjort til et coronahospital med særlige afsnit til behandling af covid-19. Vi tænkte, at vi måtte gøre et eller andet. Og så har det udviklet sig derfra.«

Hvad er det mere konkret, I gerne vil have folk til at indsende?

»Det kan være fortællinger og billeder, der relaterer sig til krisen. Som museum er vi naturligvis også interesseret i fysisk materiale. Ikoniske eller historiebærende genstande, som fortæller om den hverdag, der har udspillet sig de seneste måneder. Foreløbig må den del af indsamlingen dog vente, til vi er tilbage på vores poster.«

Hvad har folk så sendt til jer?

»Vi har for eksempel sagt ja tak til at modtage visirer fra et lille, nystartet 3D-firma i Frederikssund. De var hurtige til at omstille deres produktion til visirer, da krisen ramte.

En pige har skrevet til os, at for hende vil et puslespil, der forestiller nogle højhuse i Dubai, altid minde hende om coronakrisen. I en tid, hvor den sociale kontakt til andre mennesker på mange måder er gået fløjten, har hendes familie samlet sig om at lægge puslespil.

Så er der også en person, som fortæller, at han allerede tidligt i forløbet begyndte at fotografere de mange skilte, som har stået i butiksvinduer langs hovedstrøget i Roskilde. Både officielle skilte, som myndighederne har sat op, men også håndskrevne skilte, som de forretningsdrivende selv har sat i vinduet.«

Er der nogle fællesnævnere for det, I har modtaget?

»Et gennemgående tema er, at man savner den fysiske kontakt med familie, venner og arbejdskollegaer. Samtidig er der opstået nye fællesskaber, hvor folk mødes ude på vejen og synger morgensang og mødes virtuelt over Skype. Men selv om folk har omstillet sig til en digital virkelighed, savner de stadig det fysiske fællesskab.

Der er også flere, som kommer ind på, hvor vigtigt det er, at vi har tillid og tiltro til hinanden. At vi retter ind og gør, som myndighederne siger. Normalt kan danskerne jo godt være ret antiautoritære.«

Hvem er det typisk, der henvender sig?

»Det kan være alt fra en buschauffør til en kassemedarbejder i supermarkedet. Eller en præst, som fortæller om, hvordan der på en af egnens kirkegårde er sat skilte op, som opfordrer folk til fordybelse.

Forleden fik vi også en skoleklasse med om bord. Eleverne, der er 13-15 år, havde lavet en coronaavis, som vi har fået lov at få et eksemplar af. Den giver et godt indblik i, hvordan krisen har påvirket de unge, hvordan det har været ikke at kunne være sammen med sine kammerater. Som en af dem siger: ”Jeg vidste ikke, man kunne blive så træt af at spille computer”. Men det ved han nu.

Vi vil rigtig gerne i kontakt med de mennesker, der har arbejdet i frontlinjen. Det kan være læger, sygeplejerske og sosu-assistenter. Hvordan har det været at arbejde på hospitalets coronaafsnit, og hvilke værnemidler har de brugt?«

Hvornår kommer der en udstilling?

»Det kan jeg ikke sige endnu. I første omgang har vi sat kræfterne ind på at indsamle fortællinger og genstande. Hvordan og hvornår det så skal formidles, det tager vi en snak om senere.

Museet samler også ind for at gemme til eftertiden, så man om 100 år kan læse øjenvidneberetninger om coronakrisen, ligesom vi i dag kan komme tæt på historien om genforeningen.«