Regeringen har fundet 180 mio. kr. til medierne
Ministeren har indkaldt medie- og kulturordførerne til nye forhandlinger onsdag eftermiddag.
Midt i en coronakrise, hvor medierne bløder annoncekroner, rækker regeringen nu hånden ud.
Kulturminister Joy Mogensen har indkaldt medie- og kulturordførerne til forhandlinger over Skype onsdag eftermiddag kl. 14. Her vil hun have 180 mio. kr. med til forhandlingsbordet, oplyser ministeren til Jyllands-Posten. Hun siger, at det ikke nødvendigvis er det øvre loft.
»Det er en redningskrans til medierne,« siger Joy Mogensen og tilføjer:
»Regeringens udspil dækker hele medieverdenen, som er en vigtig del af vores demokrati. Det er vigtigt, fordi medierne holder gang i sammentalen og i fællesskabet og fører kontrollen med os politikere.«
På baggrund af de snakke, vi har haft med de øvrige partier, så er jeg fortrøstningsfuld.Joy Mogensen, kulturminister
Regeringens udspil til forhandlingerne gælder både lokale og nationale medier. Hvis et medie har tabt 30 pct. af sine annonceindtægter, kan det få refunderet 60 pct. af beløbet, og hvis det har mistet 50 pct. af sine annonceindtægter, kan det få refunderet 80 pct. af indtægterne, oplyser kulturministeren.
Det sker, efter forhandlingerne om en mediepakke mandag brød sammen. De øvrige partier var utilfredse med, at Joy Mogensen ifølge Berlingske blot havde 12,5 mio. kr. med i nye penge, mens ordførerne krævede et trecifret millionbeløb i størrelsesordenen 150-200 mio. kr.
Hvis kulturministeren ikke kunne skaffe et stærkere forhandlingsmandat fra sin regering, måtte hjælpepakken forhandles hjem under Finans- eller Erhvervsministeriet i stedet, mente flere ordførere.
»Men så er hun også færdig,« sagde De Radikales medieordfører, Jens Rohde, tirsdag om kulturministeren. Her gav partierne Joy Mogensen en ny chance for at finde løsninger og en større pengepung.
»Det er jo op til regeringen, om den ønsker at slagte sin kulturminister, eller om de rent faktisk bakker hende op og sørger for, at hun kan fungere som kulturminister og forhandlingsleder. Det er regeringens helt eget valg,« sagde Jens Rohde.
Kulturministeren forklarede efterfølgende, at hun mente, at der i første omgang var opstået en misforståelse i forhandlingerne. Ifølge hende var der kun indkaldt til forhandlinger om hjælp til regionale og lokale medier, mens ordførerne ville snakke om medier over en bred kam.
»Det var kommunikeret klart ud, at de generelle hjælpepakker blev forhandlet i andre ministerier. Min opgave var at komme med et udspil, der var målrettet de lokale og regionale medier. Det kom jeg med. I mellemtiden havde virkeligheden og ønskerne ændret sig. Nu skulle vi forhandle en hjælpepulje til hele medieverdenen samlet,« sagde kulturministeren, der dog tog kritikken til efterretning.
Kulturministeriet kom allerede tirsdag med en likviditetshjælp til de danske medier, da mediestøtten på 368 mio. kr. udbetales i én rate fremfor ad tre omgange.
Joy Mogensen fortæller, at det er realistisk, at der kommer en aftale for medierne senere i dag.
»Der kommer en aftale, når vi er enige. Men på baggrund af de snakke, vi har haft med de øvrige partier, så er jeg fortrøstningsfuld i forhold til at lave en aftale i dag. Men det tager den tid det tager,« siger hun.
Ministeren har stadig store hængepartier i forhold til at finde løsninger for de dele af kulturlivet, der ikke kan gøre brug af de allerede eksisterende hjælpepakker. Det gælder f.eks. de kulturinstitutioner, som modtager over 50 pct. i offentlig støtte til den ordinære drift – f.eks. museer, teatre og idrætsforeninger.