Jørgen Leth åbner pop up-filmskole
I sommeren 2020 rykker filmskaberen ind på Kunsthal Charlottenborg med filmskolen Ecole de Leth.
Den mangeårige Tour de France-kommentator, filmskaber og digter Jørgen Leth vil forsøge at lære sine metoder videre til næste generation. Til august rykker han ind på Charlottenborg Kunsthal for at afvikle en 12 uger lang filmkunstskole.
60.000 kr. koster det at lade sig skole på Ecole de Leth, som har plads til 10-20 elever og gæsteundervisere som Pernille Fischer, Thomas Vinterberg og Lars von Trier.
Kurset tager udgangspunkt i nogle af Jørgen Leths hovedværker, herunder ”Det Perfekte Menneske”, ”66 Scener Fra Amerika”, ”De Fem Benspænd” og ”Motion Picture”.
Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber, skriver på Facebook, at idéen blev søsat i Sydfrankrig i sommer, og at skolen efterfølgende besluttede at booke sig ind på museet i København.
»Når man har været i gang så længe som jeg, har man lært en del. Der er en lektion i hver eneste af mine film. Det kunne jeg godt tænke mig at give videre. Jeg vil se, hvad mine metoder kan i hænderne på unge talenter, der kommer med nye idéer, perspektiver og ikke mindst nye teknologiske færdigheder. Det bliver en stor fornøjelse, at spille bolden frem og tilbage mellem generationerne og se, hvad vi kan lære af hinanden,« siger Jørgen Leth ifølge Michael Thoubers pressemeddelelse.
82-årige Jørgen Leth, der tog hul på sin filmkarriere i 1963, er tilsyneladende på pletten igen efter et år med sygdom. I oktober fortalte han, at han var blevet opereret i hjernen på Rigshospitalet. Hvad han konkret var blevet opereret for, stod ikke helt klart.
Digtene havde hobet sig op og sat sig på gangsystemet, skrev han spøgefuldt i en kommentar på Instagram.
Samme år var han ifølge BT nødt til at melde afbud til flere foredrag på grund af svimmelhed.