Fortsæt til indhold
Kultur

Unsuk Chin modtager pris for »en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil«

Den sydkoreanske komponist får overrakt Léonie Sonnings Musikpris 2021 ved en koncert i juni i DR Koncerthuset.

Komponisten Unsuk Chin modtager Léonie Sonnings Musikpris 2021.

Det melder Léonie Sonnings Musikfond meget tidligt ud i en pressemeddelelse, der også fortæller, at den sydkoreanske komponist modtager prisen ved en koncert den 5. juni i år i DR Koncerthuset.

»Med en musik rig på flimrende lysvirkninger og et uendeligt farvespil er Unsuk Chin en komponist, der dyrker det grænseløse. Født i Sydkorea og bosat i Berlin komponerer Unsuk Chin i dag en musik, der har gjort sig fri af traditioner og i stedet bygger på drømme og en stor nysgerrighed efter at skabe helt nye klangverdener,« siger formand for Léonie Sonnings Musikfond Esben Tange i pressemeddelelsen om valget af Unsuk Chin.

Efter at have studeret komposition i Sydkorea og vundet en lang række musikpriser flyttede komponisten i 1985 til Hamborg for at studere hos den ungarske/østrigske komponist György Ligeti. Siden 1988 har hun været bosat i Berlin. I 2018 besøgte hun København, hvor hun var huskomponist ved Pulsarfestivalen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Om modtagelsen siger den 58-årige Unsuk Chin i pressemeddelelsen, at hun er »dybt ydmyg og taknemmelig« over at blive tildelt prisen. Ifølge hende er det »en uventet ære såvel som en stor udfordring, da mange af de tidligere prismodtagere er mine personlige helte og rollemodeller i mit musikalske liv«.

Fra 2021 hæves Léonie Sonnings Musikpris til 1 mio. kr. Tidligere modtagere tæller bl.a. Igor Stravinskij, Per Nørgård og György Ligeti.