»Du kan faktisk sidde på en formue uden at ane det«
Et Lalan-værk, som ejeren oprindeligt købte for 3.000 kr., gik i foråret til et hammerslag på 1,5 mio. kr.
Bruun Rasmussen er i disse dage ude med en efterlysning af malerier fra den kinesiskfødte kunstner Xie ”Lalan” Jinglan (1921-1995).
Auktionshuset har netop sat et Lalan-maleri - olie på lærred - til salg på efterårets såkaldte Traditionelle Auktion. Vurderingen lyder på en halv mio. kr., og hos Bruun Rasmussen mistænker man, at yderligere en lille snes af hendes malerier måske lever en stille tilværelse ude i de private danske hjem. Og måske er de gået hen og blevet en hel del flere penge værd med årene.
»Vi ved, at Galeri Moderne i Silkeborg holdt en separatudstilling med Lalan i 1971, dengang de færreste havde hørt om hende. Ingen ved præcis, hvor mange værker hun udstillede, eller hvem der købte dem. Men et godt bud er, at hun udstillede 15-20 malerier, og at mange af dem efterfølgende blev solgt gennem kunstforeninger,« siger lederen af Bruun Rasmussens afdeling for moderne kunst, Niels Raben i en pressemeddelelse.
»I dag, 50 år efter, er der meget stor international efterspørgsel på Lalans værker, så du kan faktisk sidde på en formue uden at ane det,« siger han.
I foråret fik Bruun Rasmussen et andet af Xie ”Lalan” Jinglans værker ind ved et vurderingsarrangement i Silkeborg.
Ejeren af maleriet havde oprindeligt betalt 3.000 kr. for det gennem en kunstforening. Maleriet blev vurderet til 1 mio. kr. og endte med at få et hammerslag på 1,5 mio. kr.
Indehaveren af det maleri, der skal på auktion 24. september, mente, at de to værker mindede om hinanden og tog kontakt til auktionshuset, der nu gerne vil høre fra flere ejere af mulig Lalan-kunst.