»Det er dagligdagens drama, vi er gjort af«

Erwin Wurm, du er aktuel med en udstilling på Jorn Museum. Hvad har du bragt med til Silkeborg?

»På udstillingen er der dels nogle af mine ”One Minute Sculptures”, som er værker, der opstår ved, at publikum inviteres til at følge bestemte instrukser. De lever med andre ord, mens de performes. Derudover er der skulpturer, som jeg har modelleret i ler for så at udføre en handling på dem – f.eks. har jeg ødelagt eller ændret dem.

Og så er der værker, jeg kalder ”abstrakte former”, som er hverdagsobjekter som syltede agurker og pølser, der alt efter øjet, der ser, fremstår mere eller mindre menneskelige. Så det er værker, der på forskellig vis berører psykologiske og filosofiske tematikker gennem en undersøgelse af det performative.«

Hvorfor hedder udstillingen ”The Disciplin of Subjectivity”?

»Titlen stammer fra et essay, der handler om den franske 1500-tals-filosof Michel de Montaigne, som var en af de første, der skrev om verden med udgangspunkt i sig selv og sin subjektivitet. På samme måde kan det konkrete, personlige og private i kunsten være med til at belyse noget almenmenneskeligt. Og der bliver det interessant. For så bliver den subjektive kontekst en fælles fortælling, som et bredere publikum kan spejle sig i.«

Hvilken fælles fortælling ligger der i pølser og syltede agurker?

»Jeg arbejder meget med ikoner, og både pølser og syltede agurker hæfter sig til en bestemt klasse og geografi – et symbol på den europæiske middelklasse. Jeg kan huske, at jeg som barn fik en pølse eller en syltet drueagurk af min bedstefar, hvis han ville forkæle mig. Derudover elsker jeg, at agurker, pølser og kartofler, for den sags skyld, har den her udefinerbare, landlige og meget minimalistiske form. Man ved instinktivt, at det er en kartoffel. Alligevel er der ikke to, der ser ens ud. Det samme gælder for mennesker.

Samtidig minder pølser og agurker os om halvdelen af befolkningen. Når man ser på historiens krige og dramatiske begivenheder, spiller penissen – agurken, pølsen – en væsentlig rolle. Udstillingen af den er derfor også en kritik af måden, hvorpå mænd agerer i verden.«

Du har tidligere sagt, at dit arbejde cirkulerer om dramaet i eksistensens banaliteter. Hvad mener du med det?

»Jeg har altid interesseret mig for politik, filosofi og særligt romersk og græsk kulturhistorie. Og det, der er gennemgående i den græske epos, er heltefiguren, som alle beundrer for hans modige bedrifter i nationens navn.

Men jeg tror, at idéen om helten er en fælde, vi for ofte bliver fanget i. Heroismen ligger ikke nødvendigvis i de store slag. Jeg læste engang en sætning, der indrammer det ret fint: Ethvert drama indeholder en smule romance, ligesom enhver romance indeholder lidt drama. Det samme kan man sige om helten. Enhver helt har noget latterligt over sig, ligesom selv det mest latterlige og grinagtige har noget modigt og heltagtigt over sig.

Vores hverdag består af et væld af meningsløse ting, vi prøver at håndtere. Og vi er, som de politiske systemer vi omgiver os med, ret ustabile. Der skal ikke meget til at slå os ud af kurs. Derfor fokuserer jeg på tilværelsens banaliteter – frygten for at blive ældre, spotte nye rynker og få lidt ekstra på sidebenene. For det er dagligdagens drama, vi er gjort af.«

Du har været i gang i mere end 30 år. Er hverdagen blevet mindre triviel?

»Der er en evig trivialitet over hverdagen. Men det var ærligt talt en helt anden verden, da jeg startede tilbage i 70’erne – før internettet, Facebook og Instagram. Og det har da også ændret modtagelsen af det, jeg laver. Tag f.eks. ”The One Minute Sculptures”. Tidligere tilbød vi publikum at få et polaroidbillede af de skulpturer, de deltog i. Nu har selfien taget over. Det er en anden tilgang. Men det er bare interessant, synes jeg.«

Hvordan påvirker det værkerne?

»Det at lade publikum deltage i og være værkerne handler om at udfordre forholdet mellem beskuer og objekt. Der sker et skift fra at gå rundt og se på kunst på et museum til selv at blive iagttaget. Et paradigmeskifte af en art. Det vendes lidt på hovedet, når man videre iscenesætter det med en selfie. Det gælder også, hvis man tager et smilende billede af sig selv eller laver sjov med et værk, der afspejler tilværelsens meningsløshed.«

Dine værker bliver ofte beskrevet netop med ord som humor og satire. Er det i virkeligheden en misforståelse?

»Jeg er draget mod alt det absurde og paradoksale, vores verden er fuld af. Og det er langt mere end humor eller satire som sådan. Humoren er jo del af paradokset. Ikke som et ”ha ha”, men som en kritisk pegefinger. Den kan bruges som våben, som magt, til at forføre og til at skabe fællesskab. Og i mit arbejde er den formentlig en blanding af det hele.«