Klaus Riskær Pedersen er stoppet som radiovært
Politikeren er gået i gang med sin kampagne til folketingsvalget og fjerner sig efter eget valg fra sendefladen.
Det er slut med at stille over på ”Riskærs Fredagsbar” på Radio24syv, hvor lytterne ugentligt har kunnet ringe direkte ind for at diskutere emner, der optager dem, med vært, tidligere erhvervsmand og politiker Klaus Riskær Pedersen.
Værten har selv valgt at indstille radiokarrieren på grund af sit politiske engagement. Mandag har han nemlig taget hul på sin kampagne i Jylland.
Radio24syv havde egentlig planer om at beholde Klaus Riskær Pedersen på kanalen, indtil der blev udskrevet valg, og programchef Mads Brügger udtaler til kanalen selv, at man her er ked af, at værten er stoppet før tid.
Programchefen udelukker ikke – afhængigt af hvordan valget forløber – at Klaus Riskær Pedersen kan vende tilbage som vært på kanalen efterfølgende.
Senere på ugen vil Radio24syv meddele, hvilket andet program der skal udfylde det Klaus Riskær Pedersen-formede hul på sendefladen fredag formiddag.
Siden Klaus Riskær Pedersen blev opstillingsberettiget med det omdiskuterede parti af samme navn, har det løbende været til debat, om en nyslået partiformand samtidig kunne fungere som vært på en kanal finansieret af licensmidler.
Det spørgsmål måtte programchef Mads Brügger bl.a. stå på mål for i TV 2-programmet ”Presselogen”. Her forklarede han, at det var aftalt med Klaus Riskær Pedersen, at han ikke måtte promovere sit parti eller partiprogram under udsendelserne på Radio24syv.
Kanalen skal sige farvel til flere andre i forbindelse med de aktuelle valg.
Det gælder David Trads og Mads Fuglede, der stopper som værter på “Kampagnesporet”. Christel Schaldemose og Jens Rohde stopper som værter på “Europa i Flammer”, tre uger før valget til Europa Parlamentet. Dengang nu afdøde Mads Holger stillede op til Folketinget, var proceduren den samme.
Partiet Klaus Riskær Pedersen har opstillet kandidater i storkredsene Nordsjælland, Københavns Omegn, København, Sjælland, Fyn og Østjylland.