Hvad skal der ske med Radio24syv? DF vil have endnu flere medarbejdere flyttet over 110 kilometer væk fra hovedstaden
Uoverensstemmelser mellem regeringen og DF har forsinket den endelige bekendtgørelse for udbuddet af radiokanalen.
Når Radio24Syvs plads på FM4 i år skal i udbud, lyder kravene fra regeringen, at mindst 60 pct. af redaktionen skal ligge over 110 km fra centrum af København.
Men det er ikke nok for Dansk Folkeparti, der vil have begge tal skruet op. Uoverensstemmelserne gør, at bekendtgørelsen, som skulle have været præsenteret den 1. marts, er blevet forsinket. Det er den bekendtgørelse, der er nødvendig for, at Radio24syv – eller andre, der er interesserede i at drive kanalen efter den 1. november 2019 – kan byde ind.
I det oprindelige medieforlig mellem regeringen og DF fra juni 2018 lød kravet, at den aktør, der vinder udbuddet om retten til at sende på FM4, skulle flytte sit hovedkontor og alle administrative medarbejdere til Vestdanmark. Det krav gjaldt også for mindst halvdelen af de redaktionelle medarbejdere.
Siden har man i regeringen fundet ud af, at det formentlig er i strid med EU-reglerne at tvinge en privat virksomhed til at placere sin administration et bestemt sted. Man har således sløjfet kravet om placeringen af hovedsædet og i stedet øget kravet til, hvor mange redaktionelle medarbejdere, der skal udflyttes til 60 pct. i det udkast til en bekendtgørelse, der netop har været i høring. Men det er i underkanten, når administrationen er taget ud af ligningen, mener DF.
»Når det ikke er selve administrationen, man flytter, så kan det godt ske, at flere redaktionelle medarbejdere skal flytte, for at man stadig kan tolke det som om, det er der, man har sin hovedaktivitet. Om det så skal hedde 65 eller 70 pct. eller noget andet, vil jeg slet ikke udtale mig om nu. Det må vi tage i et forhandlingslokale,« siger DF’s medieordfører Morten Marinus.
Hvis du siger, 50-60 pct. er for lidt, må du vel have en nedre grænse. Du kan ikke sætte en procent?
»Nej.«
Men det skal være mere, end der er lagt op til i høringsfasen?
»Ja, og det har regeringen været klar over helt fra december, så det er ikke noget, vi har fundet på nu efter høringsfasen. Vi sagde allerede inden, at der var uoverenstemmelser mellem det, vi havde aftalt i medieforliget, og det, der skulle sendes i høring. Vi spurgte, om vi så kunne fortsætte diskussionen og lave det om efter høringsfasen, hvis vi kunne blive enige. Vi fik bekræftet allerede i december, at det kunne vi godt. Så der mangler lige et enkelt møde.«
DF er heller ikke tilfreds med det anførte kilometerkrav på 110 km. Man vil nemlig gerne sikre sig, at medarbejderne ikke strander i Odense, hvor TV 2 har hovedsæde, fordi det er let for ansatte at pendle frem og tilbage mellem hovedstaden og Fyn.
»I medieaftalen står der Vestdanmark. I høringen kom der pludselig til at stå 110 km, og der spørger vi bare, om vi ikke kan skrue kilometertallet op for at sige, at det f.eks. ikke skal ligge i Odense, fordi vi synes at have set nogle udfordringer omkring TV 2, hvor der har været tvivl, om man har flest medarbejdere i Odense eller hovedstaden. Simpelthen for at undgå den problematik har vi stille og roligt spurgt, om vi kan skrive et andet kilometertal, så man nærmer sig Jylland,« siger Morten Marinus.
Handler det om, at Radio24syv bare ikke må vinde det udbud?
»Nej, bestemt ikke!« siger Morten Marinus.
Han er selv en glad - i øvrigt jysk - lytter af den nuværende radiokanal men mener ikke, at der bliver produceret nok materiale fra provinsen i dag.
»Da FM4 blev sat i søen, var det for at have en konkurrent til den anden nationale taleradio P1. P1 har sit udgangspunkt i København og laver også lidt fra provinsen. Så burde den anden taleradio være placeret omvendt. Når man har to taleradioer, er det vigtigt, at man afspejler hele befolkningen og ikke placerer hovedvægten i København og laver noget småtteri rundt om i landet for resten.«
Det nuværende Radio24syvs sendetilladelse udløber 31. oktober 2019. Radio24Syvs direktør og ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ramskov konstaterer, at man må afvente at se de endelige udbudsvilkår.
»Men det er klart, at det bliver sværere og sværere, jo mere kravene bliver skruet op,« siger han, der tilføjer, at radiokanalen i dag har 33 pct. af sine lyttere i hovedstadsområdet og syv journalister ansat i Aarhus.
»Et godt gammelt ordsprog hedder: ”If it ain’t broken, don’t fix it”. Vi dækker hele landet godt, uanset hvor vi bor henne,« siger han.
De Konservatives medieordfører, Naser Khader, siger til Politiken, at partiet afviser at lave om på den nuværende aftale på baggrund af DF’s ønsker.
»Hvis man kræver, at mere end 60 pct. af redaktionen skal sidde i provinsen, så kan man lige så kræve radioen lukket. Så er der ingen, der gider lave den«, siger han til avisen.